MÅNEDENS ØL / JUNI 2010: RABARBER-ALE (ca. 5,3 - 5,6 % vol. alc.)
Indtrykket af en oplevelse
Månedens øl i juni anmeldes af
Nicolai Stokholm
- fodboldspiller og anfører for FC Nordsjælland - Pokalmestrene 2010
Indtryk har det med at forplante sig i hukommelsen. Altså hvis de har pirret, behaget, overrasket eller bare været mindeværdige på en eller anden måde. Står man pludselig i en situation, hvor en duft, en smag eller en stemning kan kaste en association af sig, ja, så kan man pludselig huske den dag, oplevelse osv. som var det i går. Sådan har jeg det – både som fodboldspiller og som menneske. Et par eksempler på det, kan jeg give fra det forgange år på banen, og på det jeg kan nyde ind imellem i Superligaens ferie. Vinteren var benhård for de danske baner. Da programmet samtidigt var presset sammen pga. VM, så kom kampene som perler på en snor. Kun et stadion har haft en fantastisk bane hele året. Den ligger i Parken i midten af København, og lige præcis dér har jeg haft to fantastiske oplevelser i år.
Den første var den 24. marts, hvor jeg med FC Nordsjælland for første gang i klubbens historie vandt ude over FCK med 2–0. En kamp, hvor vi spillede flot og slog Danmarks bedste hold på deres egen hjemmebane.
Den anden var den 13. maj, Kr. Himmelfartsdag. Pokalfinale mellem FC Midtjylland og mit hold FC Nordsjælland. 120 livlige minutter og først en afgørelse i forlænget spilletid på mål af undertegnede og Bajram Fetai. Ren historie for os i Nordsjælland og klubbens første titel nogensinde. At løfte pokalen. Fejringen med vores fans, der var mødt talstærkt op og lavede en festlig kulisse. Alle indtryk, jeg stadig kan smage, og som gør det til en dag, jeg aldrig vil glemme. En af de største i min karriere.
Nu hvor det danske vejr be-gynder at minde om sommer, og græsset er blevet grønt, er den danske fodboldsæson forbi. Men heldigvis har vi et landshold, der skal til Sydafrika og kæmpe om VM-pokalen, så fodbold bliver der masser af. Sommerferie og VM i fjern-synet er også tiden, hvor der skal nydes et par kolde øl. Og her er det, at det med indtrykkene og associationerne kommer til sin ret igen. For sommer, ferie og fodbold på TV giver mig lyst til at nyde en bestemt øl, jeg har haft muligheden for at prøvesmage. En flot gylden farve, en duft af friske rabarber. Smagen er mild og rund og sluttet af et lille snert af frugt. Det hele gør den frisk. Pirrer minder og sanser, og giver mig en fornemmelse for alt det gode ved den danske sommer.
Øllen, som jeg har haft for-nøjelsen at smage på bryggeriet Apollo i København, er for øvrigt Rabarber-ale. Den bliver mit oplagte selskab med det danske landshold denne sommer. Og med lidt held vil den derfor fremover kunne kalde endnu flere gode minder og indtryk frem. Skål og held og lykke til det danske landshold!
Nicolai Stokholm
