Du er her: www.bryggeriet.dk > Øl > Ølanmeldere > 2009 > Oktober
 
Rigtigt fadøl skal drikkes friskbrygget

MÅNEDENS ØL: ”EFTER 8”- Chokoladestout med pebermynte. (ca. 5,5 - 6,6 % vol. alc.)

En fremragende oktoberøl

Månedens øl i oktober anmeldes af Jan Boye - daværende borgmester i Odense (C).

"Øllet blev hans skæbne" er titlen på en af komikeren W.C. Fields herlige film fra 30-erne. Helt så galt tror jeg nu ikke, det går for mig, selv om jeg holder meget af et velskænket glas fadøl – og selv om vi her i hjørnet af bygningen på Odense Rådhus har vores "eget" hjemmebryggeri: Bryggeriet Flakhaven. Jeg har den udsøgte fornøjelse at være prøvesmager på oktober måneds øl i Bryggeriet.

 

Jeg tror, at jeg har det med øl som vel de fleste danskere – det er en velsmagende drik, som egner sig godt til at nyde især ved selskabelige lejligheder. Og jeg må blankt indrømme, at jeg slet ikke er ekspert på de mange ølsorter og smags-nuancer - men jeg ved, når en øl smager godt!

 

Men for mig gør smagen det ikke alene. Også ved hvilken lejlighed - og med hvem man nyder et godt og velskænket glas fadøl, er med til at skabe den rette stemning og oplevelse.

 

Personligt holder jeg meget af et godt glas øl efter et måltid eller efter veloverstået dåd. Tidligere var det efter en håndboldkamp, nu kan det f.eks. være, når et politisk forlig er indgået efter mange timers intens forhandling, hvor der er blevet udvekslet synspunkter og kanterne måske har været trykket hårdt op. Så giver et køligt glas fadøl kombattanterne imellem altid en fin stemning og lejlighed til at drøfte også andre emner end lige politik. Når glasset løftes, og der siges skål – ja, så er "dagsordenen" pludselig en anden.

 

Et af dansk politiks mest berømte forlig – "Kanslergadeforliget" – blev indgået i daværende statsminister, legendariske Staunings bolig i netop denne gade i København. Forligspartierne var ellers rygende uenige og havde taget afsked midt om natten uden at nå til et forlig, men som de stod der i døren på vej hjem, sagde Stauning: "Men vi kan da lige tage en lille én", og så blev de enige, mens de sad der og fik en tår over tørsten. Det, synes jeg, er noget typisk dansk; vi kan godt være uenige, også i politik, og så alligevel være i stue sammen og hygge os med en øl eller lignende.

 

"Månedens øl", der serveres på Bryggeriet i oktober, er en dejlig mørk og fyldig øl. Den er kraftig i smagen – en anelse bitter på den helt rigtige måde – og med et godt og velsmagende skum med den helt rigtige konsistens. Den er tilsat mynte, som ikke virker gennemsmagende, men som bidrager til smagen med en fin nuance, og den brændte malt giver øllen en flot mørk chokolade-farve. Månedens øl har fået navnet "Efter 8", og det betyder, at den kan drikkes efter kl. 8 – hvilket jo vil sige hele døgnet!

 

Jeg ved fra Bryggeriet Flakhavens brygmester, Jørgen Pedersen, at det er en lang og vanskelig proces at kombinere nogle af de mange malt- og gærtyper for at ramme denne helt rigtige smag. Jørgen Pedersen er uddannet kok, så han kender til det med god smag. "Efter 8" er f.eks. god til ost, eller når man har spist fedt og sødt.

 

Samtidig er øllet brygget af naturlige produkter – og denne form for øl er faktisk sundt, naturligvis under den forudsætning, at det indtages i begrænset mængde: Der er mange slags mineraler og vitaminer i – og jeg er sikker på, at der i denne fine stout-øl er især mange C-vitaminer i. Det kan ikke mindst vi konservative godt lide!

 

Skål – og tillykke til Bryggeriet med en fremragende oktober-øl!

Kokken anbefaler

Ølbraiseret oksesteg

En kraftig, fyldig ret til kolde dage.
Serveres med kartoffelmos og tyttebær.

Kr. 175,-
Copyright © 2012 - Aage Damgaard ApS, Lundvej 8, DK- 7400 Herning