Du er her: www.bryggeriet.dk > Øl > Ølanmeldere > 2009 > Juni
 
Rigtigt fadøl skal drikkes friskbrygget

MÅNEDENS ØL: DEN TASMANSKE DJÆVEL (ca. 5,7 - 6,1 % vol. alc.)

En moderne øl

Månedens øl i juni anmeldes af Peter Kjær - tidligere fodboldspiller/målmand og nuværende fodboldkommentator på TV3. Fodboldkarrieren har inkluderet Landsholdet, Vejle Boldklub, Silkeborg IF, Besiktas (Tyrkiet) og Aberdeen FC (Skotland).

Der er mange fordele ved at være fodboldekspert. Man kommer vidt omkring og møder mange rare mennesker, og det er derfor, jeg nu sidder i denne situation og skriver en ølanmeldelse.

 

Jeg er i Parken for at kommentere landspokal-kampen mellem FCK og AAB – der som bekendt blev vundet af FCK! Der møder jeg Tanner, som er en af kontrollørerne, og vi snakker om løst og fast, som vi plejer. Pludselig spørger han, om jeg ikke kunne tænke mig at anmelde en øl, som hedder "Den Tasmanske Djævel". Det går op for mig, at Tanner er brygger på Bryggeriet Apollo ved Tivoli. Det lyder som en sjov idé, så den melder jeg mig på.

 

Da jeg bor tæt ved Lillebælt, og erfarer, at der er fem bryggerier, vælger jeg at tage til bryggeriet i Odense. Jeg bliver briefet dagen før, og jeg spørger, hvilke øl Bryggeriet laver. Jeg får at vide, at man for nylig har lavet en Klovn Øl, og bingo går det op for mig, at min søn Jakob, som samler på øl, har 6 flasker Klovn Øl hjemme i skabet. Jeg har faktisk budt ham penge, endda mange, men "nixen, dem får du ikke," siger han. Nu kunne jeg så, med lidt fryd i stemmen, fortælle ham, at jeg var blevet inviteret til at anmelde en øl på det samme bryggeri, som har lavet Klovn Øl. Han blev lidt lang i ansigtet, og farmand var ovenpå. Men som den gode fader, jeg er, inviterer jeg ham med, så hans eksamen måtte lige vente lidt.

 

Vi bliver mødt af brygger og indehaver Jørgen Pedersen. Vi sidder og snakker lidt om øl, og jeg må nok indrømme, at min viden om øl ikke er stor. I min danske fodboldkarriere er det blevet ved Hof og Tuborg, i Tyrkiet var det Effe, og i Skotland de mørke og tunge øl, som ikke ligefrem var mine favoritter.

 

Nå, men vi skal jo i gang. Jørgen tager mig med rundt i bryggeriet og fortæller om indmæskning, malt og temperaturer. Jo længere vi kommer ind i ølhistorierne, går det op for mig, at det ikke bare er ligetil at brygge øl. Der er mange faktorer, der tilsammen gør, at det bliver en god øl. Men endelig kommer vi nedenunder, og nu skal vi smage øllen. Det er en øl, som oprindeligt blev lavet til Mary og Fredes bryllup i 2004 - jeg kan forstå på det hele, at der var en konkurrence mellem bryggerierne dengang.

 

"Den Tasmanske Djævel" indeholder eukalyptus og mælkebøtterod. Lidt sjovt tænker jeg, og måske lidt besynderligt... Jeg fornemmer straks duften af eukalyptus. Smagen er overraskende sommerlig, let og samtidig markant. Jørgen kommer med en Odense Ale, som jeg også lige skal smage. Den dufter ikke af så meget som den anden, men har en klassisk ale-smag. Pludselig ryger det ud af mig: "Den anden øl er jo en moderne øl i forhold til den klassiske smag".

 

Efter endt smagning, frokost og tid til at sige farvel, kommer Jørgen med en pose til mig – deri ligger 8 Klovn Øl, og nu er jeg igen herre i huset derhjemme!

 

Jeg skal til Bruce Springsteen-koncert i Herning her til sommer, så lur mig, om ikke jeg slår et smut forbi Bryggeriet i Herning og tester.

 

- God sommer og Bruce til alle!

Kokken anbefaler

Sæsonretterne i september:

Tapas:

3 små specialiteter

Copyright © 2010 - Aage Damgaard ApS, Lundvej 8, DK- 7400 Herning