Ammestue-sprøjt

For at komme eventuelle beskyldninger i forkøbet – så som at have føjtet byen rundt med gutterne, mens min smukke kæreste lå derhjemme og passede vores nyfødte datter - have jeg klogeligt inviteret dem begge med på Bryggeriet for at smage min gamle ven Henriks seneste bryg: En overgæret øl med slåen.

Vi tog bilen de firehundrede meter til Vesterbrogade, og undgik behændigt den pissende efterårsregn, der sjaskede mennesker og bygninger til i tilsyneladende stædig anstrengelse for at vaske byens lys væk gennem gadernes riste. Inde var der lunt og rart, og mens

fruen studerede menuen, tog jeg mig en runde i det velkendte lokale og mindedes min lykkelige tid som brygger her i Henriks ølpalads.

Jeg sniffede til sækkene med malt, der stadig lå stablet ved gelænderet ind til de flotte gamle håndbankede kobberkar. Hvor var livet simpelt dengang: En grøn kedeldragt på, fødderne i et par langskaftede gummistøvler, og så bare i gang med at indmæske nogle hundrede kilo malt med vand. Hele dagen gik med at følge bryggen. Justere temperaturer, filtrere og koge malt og humle, så dampen fyldte bryggeriet, i takt med at aftenens gæster indfandt sig. Til sidst, når dagens bryg blev lagt til hvile i den kølige gærkælder, var stedet som oftest stuvende fuldt.

Min kæreste bestilte en dejlig rødspætte, og jeg selv fik Bryggeriets legendariske peberbøf, som vi nød i stille snak, mens vi skiftevis vuggede barnevognen imellem os. Hyggeligt på sin egen bedsteborgerlige facon, men unægteligt et noget andet scenarie end fordums løsslupne herreaftner ved de hvidskurede træborde.

Henrik var forsinket, så jeg prøvede mig lidt frem blandt husets øvrige bryg. Pilsneren var, som jeg huskede den, frisk og liflig, med en klar gylden farve og en bitter kant af humle. Jeg var så vidt ved at komme i stemning og nåede lige at få et glas brygget med malurt serveret. Det duftede dejligt, men blev fjernet for næsen af mig, da Henrik glædesstrålende ankom med en nytanket karaffel af oktober måneds flagskib: Slåen-øl.

Slåen er nok mest kendt i forbindelse med snaps. Det er en stiv, løvfældende, tornet busk, der vokser i skovbryn og lignende steder med sine store blålige bitre bær. Umiddelbart lød det som en øl for mig, der elsker bitre øl.

Og duften fejlede bestemt ingenting. Min kæreste, der ikke er til øl, så op fra et medbragt dameblad, stak næsetippen ind over glassets kant og nikkede høfligt: "Krydret," sagde hun udeltagende og læste videre. Jeg gav hende ret, uden helt at vide om jeg var enig, hvorpå jeg førte glasset til læberne. Som eksbrygger er jeg klar over, at øl skal modnes, og der var stadig et par uger til oktober, men sikke da en skuffelse. Smagen var rund, sødlig og meget langt fra den skarpe bitterhed, der, som dedikeret humleentusiast, klart er min foretrukne.

Jeg prøvede at imødekomme Henriks afventende udtryk med en smagende anmelderagtig mine, mens jeg hørte mig selv sige: "Der er lidt eh… eng over den…" Henrik nikkede, mens han prøvede at afkode, hvad jeg egentlig mente, og indskød, at sødmen jo ville fortage sig, efterhånden som gæringsprocessen skred frem.

Jeg nikkede og kørte den smukke rødlige drik rundt i glasset med en kyndig brummen, mens jeg brød hjernen med, hvordan jeg dog skulle skjule min skuffelse i poetiske metaforer om smagen af efterår, frisk blæst, skarp sol og drivende hvide skyer, da min kæreste uventet kom mig til undsætning: "Mmm... Æbler," hørte jeg hende sige.

Vi så begge på hende. Hun stillede sit glas tilbage på bordet - uden at se op fra sit blad. På overlæben havde hun en fin hvid skumkant, som hun lettere henført aftørrede med spidsen af en finger. Jeg var målløs… Jeg har aldrig set hende drikke øl før, og som nybagt mor havde hun af princip ikke rørt alkohol i snart et år.

Da jeg et øjeblik senere så op fra min lille notesblok, var hendes glas tomt. Hun så kort op og skød det ind på bordet: "Er der mere af det der?" Hun nikkede høfligt til Henrik, der fyldte hendes glas, hvorpå hun gled tilbage mellem siderne i sit dameblad, velbehageligt nippende til sin rødgyldne øl.

Selv skød jeg diskret mit glas lidt til side og vaskede den sødlige maltede smag væk med resten af min bitre malurt fra tidligere, idet jeg veltilfredst konstaterede, at smag og behag er forskellig.

Til alt held har Bryggeriet noget for enhver - fra ammende mødre, til aldrende bitre mænd.