MÅNEDENS ØL: "SCHWARZBIER" (CA. 5,4 - 5,7 % VOL. ALC.)
Schwarzbier - Sort med lys sjæl
Månedens øl i juni anmeldes af
Morten Andersen
Professionel amerikansk fodboldspiller
Morten Andersen har siden 1982 spillet amerikansk fodbold på professionelt niveau i NFL (den nationale fodboldliga) i USA.
Skrevet af Henrik Damgaard.
Jeg bliver ringet op lørdag aften af en af vores gamle ølanmeldere, John Faxe Jensen, som er til Thomas Stuer Lauridsens polterabend i Malmö. Han spørger, om vi har brug for en ølanmelder. Det viser sig så at være Morten Andersen, den eneste dansker igennem tiderne, som har spillet professionel amerikansk fodbold.
Mødet bliver sat kl. 11.30 på Bryggeriet Apollo på Vesterbrogade, og John Faxe og Morten Andersen er der på slaget.
Morten Andersen overrasker ved sin størrelse og enormt brede skuldre. Han virker meget gemytlig og ligetil, så snakken går med det samme om fodbold og øl. Efter en endt rundvisning på Bryggeriet og en fortælling om øl, sætter vi os ned for at smage månedens øl, der er en Schwarz-bier - en undergæret, tysk specialøl, brygget på pilsnermalt samt lidt münchner- og farvemalt plus to typer humle.
Øllet er helt sort, og jeg kan se på Morten, at han er forventningsfuld, men efter den første slurk kan jeg til gengæld se lidt skuffelse i øjnene, for Morten havde forventet en øl à la Guinness; men en Schwarzbier er en meget mild øl trods sit sorte ydre.
Der bliver smagt og smagt, og fra Morten kommer det: "Lidt mørk chokolade og en smule frugt". Øllet er meget koldt, for det kommer fra en tank, som står på 4 grader. Vi serverer lidt nachos og rejer i hvidløg. Øllet bliver dømt ude til nachos, fordi jalapeño-chillierne er stærke, og øllet ikke har kræfter til at overdøve dem. Til rejerne går det meget bedre, og rejerne og hvidløget får humlesmagen til at blomstre. Dommen er, at det er en udmærket øl, men at man forventer en mere mørk smag pga. den sorte farve. Det viser sig, at Morten er meget glad for vin, og at hans foretrukne vin er fra Bourgogne, og da han har masser af tid, bestiller vi en bøf og åbner en flaske "Nuits St. Georges". John er smuttet ud i lufthavnen for at tage et fly hjem til Madrid.
Jeg spørger Morten, om hvem der vinder valget i USA. Morten mener, det bliver Obama eller McCain, og det vigtigste er at få orden i økonomien og få et ordentligt sundhedssystem op at stå. "USA skal også ud af Irak og Afghanistan, og lade være med at være storebror i hele verden".
Jeg spørger, hvordan han ser på Danmark, når han nu har været væk "hjemmefra" i over 30 år? Og Morten fortæller: "Man bliver mere dansk af at være i udlandet. Man sætter mere pris på danskheden og hyggen. Man lægger mere mærke til det, når man bor i udlandet. Jeg føler mig mere dansk nu, end jeg gjorde, da jeg boede i Danmark, og jeg har måttet sætte mig mere ind i Danmark for at kunne svare på alle de spørgsmål, jeg får af mine amerikanske venner".
Mens vi sidder og "hygger", støder Jimmy Bøjgaard til. Han har skrevet bogen "Livet er et KICK" - en bog om Morten Andersen. Morten har haft en fantastisk karriere i NFL (Den nationale fodboldliga i USA). Han er den mest scorende fodboldspiller i NFL nogensinde, og har spillet flere kampe end nogen anden, og ikke mindst har hans venstre ben afgjort flest NFL- kampe i historien. En imponerende karriere, som bogen giver et godt indtryk af.
Lars H.U.G., som også er tidligere ølanmelder, støder til og ønsker Morten velkommen i ølanmelder-klubben, og snakken går lystigt om musik, kunst og amerikansk fodbold. Kl. 16.30 takker Morten og Jimmy af, og en meget hyggelig og spændende eftermiddag med NFL-legenden går til ende.
