India Pale Ale

Slaveri. Folkemord. Udbytteri. Er der overhovedet kommet noget godt ud af kolonialismen? Ja, desværre, fristes man til at sige. For selvom det er uendeligt svært at få øje på kolonialismens positive sider, var den direkte årsag til et par åbenlyse foræringer til vores smagsløg.

Uden de udstationerede britiske soldater i Indien havde vi f.eks. ikke kendt til verdens bedste cocktail; gin & tonic. For at undgå malaria bællede de engelske kolonialister tonic i sig i stor stil. Tonic indeholder stoffet kinin, der virker febernedsættende og var velkendt til behandling af malaria. Men den bitre smag fik de engelske gentlemen til at tilsætte et skvæt af deres hjemlands vemodige brændevin, og inden de fik sagt "Cheers, mate", var gin & tonic kommet til verden.

På samme måde er englænderne skyld i den gyldne gudedrik India Pale Ale. De tørstige kolonister i Indien forlangte øl. Men den lange rejse i tropiske temperaturer langs Afrikas kyster, syd om Kap Det gode Håb, gjorde, at øllet smagte af slattent morgenurin, da det endelig nåede frem. Noget måtte gøres. Da man endnu ikke kendte til pasteurisering, forsøgte man at konservere øllet med en højere alkoholmængde og mere humle. Det lykkedes. Og i dag behøver du ikke rejse til Indien for at smage på resultatet. Apollo Bryggeriet har forsøgt sig ud i IPA’ens svære kunst. Det forpligter. Da jeg udsatte mit indre komposterings-anlæg for eksperimentet, galoperede den gyldne farve og moderate kulsyre mig i møde som det første.

Herefter stod sanseindtrykkene i kø for at komme til; den cremede fylde, den bløde sødme og en smule frugt - fra overgæringen gætter jeg på. Men for at det skal være en rigtig IPA, skal den have tilpas bitterhed. Og det har Apollos India Pale Ale. Så selvom den ikke har krydset ækvator to gange, men kun rejst ca. 10 meter – fra kælderen under Apollo til mit glas, lever den op til forventningerne om en autentisk IPA. Jeg havde ikke nogen ledsager – så jeg snuppede en mere. På kolonialismens tragiske baggrund.