MÅNEDENS ØL: "RØD LAGER" (CA. 5,0 - 5,5 % VOL. ALC.)
Rød lager - i glasset
Månedens øl i april anmeldes af
Per Steen Hebsgaard
- glasmester
Det var med stor glæde, jeg modtog invitationen til at anmelde Rød Lager, april måneds øl; Ikke mindst da jeg siden 1971 har kendt familien Damgaard, der står bag Hereford-konceptet, der jo bl.a. rummer bryggerier. I 1971 mødte jeg Aage Damgaard igennem billedkunstneren Jørn Larsen. Der var billeder, der skulle indrammes og hænges op. Aage Damgaard havde kendt flere i min familie, bl.a. min far, der var uldkræmmer og ofte var i Herningområdet. Senere har jeg lavet ca. 10 glasudsmykninger med meget forskellige kunstnere som f.eks. Tróndur Patursson, Peter Carlsen og Peter Stuhr. Udsmykninger, der kan ses på A Hereford Beefstouw-restauranterne rundt om i landet.
Udsmykningerne er lavet i samarbejde med Lars Damgaard, og flere store arbejder er lavet med Nils Damgaard, og også i andre sammenhænge sammen med Søren Damgaard. Sidst er det en kirkeudsmykning til Gjellerup Kirke, samarbejdet har drejet sig om, hvor Bitten Damgaard leder opgaven fantastisk flot, og hvor Nationalmuseet, Provstiudvalget, forgyldere, malere – og så glasmosaikken, der er udført af Maja Lisa Engelhardt – indgår.
Og når nu det drejer sig om Rød Lager, hvor det er brygmester Henrik Damgaard, der står for brygget. Tænk, at det kan lade sig gøre at lave en øl, der har den farve og glød. Det er malten Carered, der sørger for den røde farve med fint skum og meget blød smag.
Når jeg holder glasset med Rød Lager op mod lyset, har jeg det, som når jeg ser igennem en af mine utallige forskellige farver glastavler – og netop nu er der mange røde nuancer, jeg ser igennem – for til Ørestaden er Bjørn Nørgaard ved at lave en stor glasudsmykning, der indeholder flere nuancer rødt glas, så dem har jeg for tiden meget fat i.
Og smagen – ja ikke på glasset, men den Røde Lager – minder mig igen om min far, der ofte nød en anden rød øl – men det er jo en helt anden historie.
Per Steen Hebsgaard
