MÅNEDENS ØL: "TOMMYS STOUT" (CA. 7,6 % VOL. ALC.)
En mundhænger - for mænd med store muskler
Månedens øl i marts anmeldes af
Henrik Bøegh
- forfatter, grafiker og fotograf - har bl.a. skrevet bøgerne ”Ølruten” og ”Dansk håndbryg - øl for feinschmeckere” med mere.
Når man, som jeg, får udstukket opgaven - at anmelde månedens øl med dags varsel uden at vide hvilken øl, der er tale om, bliver man nysgerrig og glæder sig allerede på forhånd. Da jeg så smagte øllen første gang på Apollo, kunne jeg godt se, at der var tale om en stout eller en porter – men smagen! Hallo! Hold da op, den går man ikke sådan lige til en formiddag kl. 10.00.
Nu var jeg ikke kommet til Apollo om morgenen for at drikke øl; jeg var der, fordi jeg skulle arbejde med en artikel og billedhistorie om tilblivelsen af Apollos påskebryg 2007.
Det betød, at jeg skulle være der i længere tid, men selv da jeg smagte månedens stout igen om eftermiddagen, blev jeg atter overvældet af smagen. Efter to glas ville jeg ikke kunne gennemføre arbejdet som planlagt. Ved første møde med øllet om morgenen fik jeg umiddelbart et sindbillede af et gammelt maleri fra min mormors hjem, som jeg ikke aner, hvem der havde malet. Det forestillede et portræt af tre gamle piberygende fiskere med fugede ansigter og sydvest stående i vinden ved Vesterhavet – farverne var holdt i mørke café-au-lait-skum-, nødde- og nougatbrune nuancer som de lyseste - og dybe kaffe-, kælder- og begsorte nuancer som de mørkeste.
Da jeg smagte den om eftermiddagen, forestillede de første billeder på nethinden tovværk og losning af kaffe fra indonesiske fragtskibe i frihavnen, som jeg elskede at betragte som barn i København i begyndelsen af 60’erne. Jeg fik en flaske øl med hjem og sidder nu i mit værksted i en tidligere kælderbutik omgivet af kobbertryk indenfor og 50-cm høje snemasser udenfor. På bordet står en "glasdunk" på 2 liter af det sorte øl, som jeg har bestemt mig for at smage nu (kl. 09.00 om morgenen), mens mine smagsløg er relativt jomfruelige.
Jo – det ér en rigtig mandeøl – kulsort med et smukt, tæt, cremet og holdbart nøddebrunt skum, som trækker gardiner i glasset. Duften, der er domineret af mørke malte – ikke lakrids og chokolade, nok mere lidt tørret frugt, tovværk, skrå og tobak - med en anelse røg – meget behagelig, men absolut ikke en "begynder-øl." Smagen er fyldig og blød i bitter retning. Øllet virker frisk, meget fyldigt med et let metallisk snerp – en udpræget mundhænger med en meget langvarig bitter og let røget mundfølelse, der tager godt fat i kæbetøjet og bliver der længe bagefter.
Jeg er sikker på, at de gamle fiskere sagtens kunne udskifte drammen ved det stormomsuste Vesterhav med denne stout, som er forunderlig velgørende på en "skutte-kold-vinterdag" – men kl. 09.00 om morgenen er det nok mere en øl for mænd med store muskler…. Jeg glæder mig til at smage den i aften til et stykke gorgonzola eller is fra Carte d’Or. Gad vide, hvor høj alkoholprocenten i virkeligheden er?
Henrik Bøegh
