Du er her: www.bryggeriet.dk > Øl > Ølanmeldere > 2007 > Juni
 
Rigtigt fadøl skal drikkes friskbrygget

MÅNEDENS ØL: "MIDSOMMERØL À LA KÖLSCH" (CA. 4,5 - 5,4 % VOL. ALC.)

Hvad er dog dette kølsch..?

Månedens øl i juni anmeldes af Jan Monrad - komiker, sanger og guitarist. Han var med i gruppen "Totalpetroleum", som senere blev til ”Monrad & Rislund”.

Kommentarerne er nedfældet på skrift af Mik Schack. 

 

"Uhmmm, den smager godt!! Jeg er ellers ikke til hvedeøl," siger denne måneds ølanmelder, komikeren Jan Monrad fra humoristensemblet Monrad & Rislund.

 

Jan Monrad har i mange år været beskæftiget med at drikke øl, så det kom prompte fra kenderen, at der er hvede i dette bryg, som oprindeligt stammer specielt fra Køln i Tyskland, hvor øltypen er beskyttet og kun må brygges. Men der er kun højst 15 % hvedemalt i. Resten er byg.

 

"Den er meget frugtagtig og frisk. En god sommerøl, som ikke forskrækker nogen. Men det er lidt svært at bedømme, når den ikke er helt færdig. Her i bedømmeøjeblikket, som er ca. 7 dage, før den kan serveres, mangler der lidt smagsfylde og et fyldigt skum, men det kommer vel, når den har lagret færdigt. Ellers er øllet fint afstemt i min mundhule. Ufiltreret øl kan godt forekomme lige lovlig opreklameret."

 

Kølch er brygget som en overgæret ale, og skal derfor lagres i 17 dage, for at få alle nuancerne og skumkronen med. Den er på 5,4 % alkohol, er ufiltreret og forekommer derfor lidt uklar i glasset.

 

"Jeg foretrækker til hverdag lyst øl af pilsnertypen og det er naturligvis af tjekkisk herkomst!! Bohemia Regent er min foretrukne, men ellers gerne en Staropramen eller en Urquell. Jeg kan godt lide, at mit øl smager af humle. Hellere humle end himle!!"

 

"Denne kølch virker ikke, som om den er i guldølsklassen, men egentlig synes jeg, at øl skal have så få procenter som muligt, med så meget smag som muligt, idet jeg ikke gider at være beruset af det. Jeg vil helst kunne drikke et stort glas og kunne køre bil bagefter. Jeg skal jo helt til Asnæs, og tør ikke tage toget, for så forventer jeg, at jeg ikke kommer frem. Men nu elsker jeg jo øl, det er en himmelsk drik, men jeg er blevet skide god til at lade være med at tage glas nummer to og tre."

 

Jan Monrad bringer alle de nye mikrobryggerier og det mangfoldige øludbud på banen.

 

"Det er en lidt naragtig trend, at folk skal betale formuer for noget, som end ikke smager særlig godt. Jeg har meddelt min brugsuddeler i Asnæs, at han ikke kan forvente, at jeg betaler mere end ti kroner for en halv liter tjekkisk øl. Jeg mener, i Tjekkiet koster den jo kun TO kroner."

 

"Men øl er jo i det hele taget positivt, så det falder mig ikke svært at sige godt om det, og pilsneren her er ligefrem genial!! Egentlig synes jeg, at alle som beskæftiger sig med at brygge øl, er nogle helte," slutter denne måneds anmelder, Jan Monrad.

 

Kokken anbefaler

Ølbraiseret oksesteg

En kraftig, fyldig ret til kolde dage.
Serveres med kartoffelmos og tyttebær.

Kr. 175,-
Copyright © 2012 - Aage Damgaard ApS, Lundvej 8, DK- 7400 Herning