En ”Wintervarmer” - man mærker helt ned i tæerne…

Det er saligt at træde indenfor på Bryggeriet Apollo en iskold og klam vinteraften. Den gode madduft pirrer i næseborene, og der er lunt og hyggeligt i de velindrettede lokaler. Bryggerkedlen af kobber er en af landets smukkeste, og den har en naturlig placering lige midt i dette slaraffenland. Kedlen eller (bryghuset) er solidt håndarbejde, og man kan se de gode kedelflikkeres hammerslag i kobberet som små indædte insektbid. Kedlen stammer fra det gamle DDR og blev gjort i regimets sidste dage, hvor man stadig fulgte gammel sæd og skik. På denne kedel har man brygget siden 1988, og i de sidste ni år har man skabt en ny øl hver måned, der meget tit har budt på skægge og forunderlige oplevelser. Jeg husker – i flæng – kriek (kirsebærøl), havrestout, mælke-bøtteøl, valnøddeøl, røgøl, hvede- og rugøl og selvfølgelig sæsonøl som påske- og juleøl.

Nej, man er ikke bange for at eksperimentere på Apollo, og det kan en forhærdet øldrikker som denne skribent frygtelig godt li’. I marts byder ølhuset således på en glædelig nyhed til alle elskere af britisk ale – men ikke kun til disse. For denne begsorte "Winterwarmer" minder også meget om den tyske Schwarzbier, der er en af denne jords skønne øller. Hvis man i Storbritannien vil ha’ rigtig gammeldags øl, tilbyder mange pubber i dag (heldigvis) et fornuftigt udvalg af ales.

Øllet brygges på gammeldags maner, og man gærer øllet varmt (med overgær) som i forne tider. Rigtige aledrikkere kræver også, at øllet ikke pumpes op fra fadet, men trækkes op med en vakuumpumpe. Det var denne øltype, som de store bryggerikoncerner var ved at dræbe i 1970’erne, men så rejste der sig en folkelig bevægelse, der forlangte, at det ægte ale blev bevaret. Denne græsrodsbevægelse kaldte sig CAMRA (Campaign for Real Ale), og det lykkedes de stoute briter at få kvalitetsprodukter tilbage i glasset. Jo, det var en herlig protestbevægelse, og i Danmark inspirerede den bl.a. til dannelse af Danske Ølentusiaster.

Apollos mørke ale fremstilles netop med overgær – og den er således beslægtet med britiske typer som Brown Ale, Real Ale, Pale Ale og India Pale Ale og den rigtig stærke type: Barley Wine ("bygvin"). Men man kan også betegne den som en "Old Ale" – eller som før nævnt – en "Winterwarmer". Denne type er desværre efterhånden sjælden, men visse gode bryghuse i England holder traditionen i hævd og fremstiller en "Old Peculier" eller en "Old Black". Hvis man skal behandle dette øl efter traditionen, må og skal det modnes på træfade. Denne ale er en solid mættende drik, som yndes især af velhængte seniorer, der nyder den i den kolde vintertid, for den varmer (også) helt ned i tæerne. I det katolske Belgien drak man lignende typer i løbet af fasten, og her blev øllet benævnt som "flydende brød".

En "gammel ale" har en knaldsort eller mørkebrun farve, og når man sætter glasset til munden oplever man straks et sødligt anslag, der behændigt overmandes af maltens rige nuancer – efterfulgt af en lang vedholdende bitterhed. Dette øl koges nemlig med gode aromatiske humletyper (fra USA). Apollos "Winter-warmer" er en vellykket efterligning, og denne ale bør alle øldrikkere med lyst til mørkt øl sætte tænderne i. Alen er brygget med pilsnermalt, münchnermalt, karamelmalt og farvemalt, og i de sidste fem minutter tilsætter man urten lakridsekstrakt. Anslaget er derfor overraskende, men lakridssmagen bliver ikke længe i munden, for dette øl har mange andre og rige nuancer. Dog er det netop denne smag, der giver mindelser om den berømte Schwarzbier fra Sachsen og Thuringen, der fremstilles med sort- eller pantermalt – en god ristet type, der kan smage som bittert engelsk lakrids. Skønt!

Månedens øl parrer således gode øltyper fra nær og fjern. Øllet ’står godt’ til både lette og heftige retter – prøv f.eks. en carpaccio af oksekød, hvor øllets fylde blander sig behændigt med den milde kødsmag. Alen er også elegant til en peberbøf eller til det øl-marinerede kyllingebryst, der er en af Apollos specialiteter. Denne ret serveres med en krydret sauce af mango og chili, og her passer "Winter-warmer’en" som fod i gammel hose.

Men man behøver ikke øllet til mad. Det er ’godt i sig selv’ uden indblanding af forstyrrende elementer – eller som tyskerne udtrykker det – "an sich". Jo, det er vederkvægende at meditere over et sortladent glas, mens lyset reflekteres i den gode, gamle kobberkedel. Folk summer i lokalet som bier, der flyver ind og ud af en bikube, og der er meget travlt selv på en grå mandag aften.

Der må altså være noget ved det øl, der tiltrækker Det Danske Folk, og det er godt, at Apollo og de to muntre søstre i Herning og Århus har holdt stand selv i tider med ugunstige betingelser for godtøl. Så – tak for det! Og "skål!" Men da øllet jo er ’næsten’ britisk, bør vi nok sige: "Cheers!".