Havre med bjælder

Endog med en seriøs indgang til bedøvelse er det ubekvemt med en ølquiz kl. tolv – middag. Og så bekymrede det mig, at jeg ikke havde nogle egent-lige forudsætninger for det, jeg var sat til – at bedømme månedens bryg.

Mit forhold til forskellige former for beruselsesmidler er, at jeg hælder dét indenbords, der bliver stillet foran mig, uden at kære mig særligt om de mere sofistikerede nuancer. Det skulle da så lige være en skelen til den svenske norm – jo højere procent jo bedre vare.

Denne gang havde jeg sat mig for, at det skulle være anderledes. Mere bund i oplevelsen, som man siger. Brygger Lutz, concernformidler Tim og undertegnede, sidder på Bryggeriet i Herning den 16. december 2003.

Varen betegnes Havre Stout. En slags udgæret og fortyndet havregrød, og noget dunkelt stads at se til.

Alkoholprocenten er 5,4.

Jeg smager på øllet.

Det smager godt.

Det er ikke for sødt, og der er heller ikke dømt hønserøv. Og så har det en firkantet og chik efterklang.

Grundsubstansen er 40% havremalt og 60% bygmalt. Jo hårdere ristning, jo skarpere øl får jeg at vide. Her har man holdt tungen lige i munden. Og jo mere udpint gæring, jo højere alkoholprocent og jo mindre sødme, får jeg også at vide. Så er der humlen til det bitre/runde og 12-14 varmegrader til at ramme smagsløgene.

Tænke sig, at hvis disse venligsindede og nøjsomme gærdyr gives lidt sukker, så kvitterer de med kulsyre og alkohol. Det er sørme stort. I et mellemrum fik vi Pariserbøf.

Inden seancens start havde jeg besluttet at optræde behersket, men man har en holdning, til man tager en ny. Efter tre glas Havre Stout havde jeg lyst til et glas mere. Vi talte om livet og døden og politik og sådan noget, som mænd snakker om, når de drikker øl. Samtalen gik rigtig godt.

Jeg fik endnu et glas, og blev, imedens det bimlede sprødt i min tilfredshed, enig med mig selv om, at Havre Stout’en skuffer til den gode side.

Kaffen smagte lidt underligt efterpå, men ned skulle den.