Du er her: www.bryggeriet.dk > Øl > Aktuel anmeldelse > August
 
Rigtigt fadøl skal drikkes friskbrygget

MÅNEDENS ØL: ULLERICHS (ca. 5,3-6,4 % vol. alc.)

Ullerichs - Festivaløl

Månedens øl i august anmeldes af Mik Schack - Festivalveteran med mere... her som en levende kopi af festivalens tegnede maskot Walther.

Den årlige festival i Skanderborg kalder arrangørerne selv for Danmarks Smukkeste Festival. Hvilket er i fuld overensstemmelse med sandheden. Både udvendig og indvendig. Ikke alene er beliggenheden ved søerne i højlandet og midt i skoven smuk, men også selve organisationen, hvor alt fungerer perfekt for de mange tusinde festivalgæster, for alle musikerne og for alle de mange medhjælpere, er smuk.

 

Alle bliver behandlet ordentligt, som var de det vigtigste led i festivalen. Hvilket alle også er. I disse tider, hvor enhver har lært at være sig selv nærmest, er det dejligt at opleve, at landets bedste festival fungerer på de stik modsatte præmisser. Her er fællesskabet drivkraften. Både som arrangør og som gæst. Alle passer på hinanden med respekt. Jeg har selv oplevet det flere gange, både som radiovært på DRs sendinger fra festen, og som optrædende hhv. med rocktrioen Cross Schack Ostermann, som solist med stegt lever og rosenkål, og som konferencier.

 

Det sidste er dog en sandhed med modifikationer, idet mit konferencier-virke på den 2. festival i 1981 forløb uden min personlige tilstedeværelse. Jeg fik nemlig lungebetændelse og 40 i feber dagen inden, så jeg måtte blive hjemme i sengen. Herfra kunne jeg med feberstemme over telefonen byde velkommen til blandt andre Sneakers med Sanne Salomonsen, som var hovednavnet på eendagsfestivalen på "Dyrehavens Friluftscene", som det hed, da festen ikke var større, end den kunne rummes på de permanente bræddebænke for-an de to scener i skoven, hvoraf den ene scene var gennemskåret af et stort bøgetræ, som voksede tværs gennem taget, fordi man ikke nænnede at fælde det. Selv om Gnags’ manager John Rossing uden held forsøgte at få det fjernet inden en koncert.

 

Managers har tit evnerne til at fucke noget op, og derefter løse problemet igen, for at være deres hyre værd. Et år fandt superguitaristen Gary Moores manager på, at hele det fredelige bagscene-areal skulle ryddes for folk. Ellers ville han ikke gå på, hed det.

 

Alle de frivillige vagter måtte derfor undrende smide alt og alle ud fra arealet. Jeg stod oppe på scenen og rapporterede direkte på P3, at "nu bliver også Gary Moore smidt uden for hegnet, så der går nok en rum tid, før koncerten med ham kan begynde". Vagterne kendte ham tilsyneladende ikke. Manager-ens fikse ide, gjorde på en måde kål på al fremtidig bagscenerydning, så det skal han alligevel have tak for.

 

ULLERICHS

For at hylde landets smukkeste festival har brygmester Gustav Ullerichs fra Bryggeriet Sct. Clemens i Aarhus [heraf navnet] udviklet en af landets smukkeste øl, som kan nydes på Skanderborg Festival og i dette bryggeri. Den er brygget som en undergæret pilsner med både pilsnermalt, münchnermalt og karamelmalt. Hertil er sat en dejlig stor mængde perle-humle, som giver øllet en god velafbalanceret bitterhed til maltenes store fylde. Man kan kalde denne måneds øl for en meget veludviklet classic.

 

"Ullerichs" smager faktisk så godt, at jeg vil ønske den kunne være permanent på hanerne her i Bryggeriet.

 

Skål på en smuk fest!

Både før, under og efter!

 

Kokken anbefaler

Sæsonretterne i august:

Tapas:

3 små specialiteter

Copyright © 2010 - Aage Damgaard ApS, Lundvej 8, DK- 7400 Herning