Så kom vi omsider igennem det
Kommentar af Mik Schack
Så kom vi omsider igennem det. Vi har i 2011 kunnet drikke os gennem knap 2.800 forskellige danske øl. Og rigtig mange er juleøl, som vi garanteret fortsat kan købe langt ind i dette nye jomfruelige år.
Men alle disse nye innovative bryggere, som har sendt deres juleperler i vores glas, har ændret markant på opfattelsen af, hvad juleøl skal være.
Oprindeligt var det tænkt som kraftig undergæret øl, som skulle tage toppen af fedmen i de kaskader af fedtet julemad, december flyder over med.
Sådan er det ikke længere. Nu siger bryggerne, at juleøl skal smage af jul. Hvad det så end er for en størrelse.
Vi er i hvert fald havnet der, hvor juleøl åbenbart skal smage af pebernødder og julekager, og hvor sukaten nærmest driver rundt i glasset.
Det er en misforståelse, som formentlig stammer fra England, hvor Rams Brewery for nogle år siden lancerede Youngs Chrismas Pudding Ale, som er en sød, overgæret, kardemomme-, kanel og hele julekrydderihylden-krydret øl, som er hysterisk sød og kvalm.
Men den er åbenbart blevet pejlemærket for mange (alt for mange) danske mikrobryggeres forestilling om, hvad juleøl er. Jeg ved det, for jeg har mødt mange af dem til blindsmagninger af især juleøl.
Nu ser vi derfor i krystalkuglen, at vi skal kløjes i sukatfedtet juleøl frem til foråret.
Men vi må jo til den. Der er kun ét at gøre, og det er at få det bællet. Endda med sindsro, idet en ny undersøgelse fra Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet viser, at man ikke nødvendigvis får ølvom af at drikke øl. Der er tværtimod en sundhedsmæssig gevinst, som det hedder, ved at drikke øl. Blot det sker i moderate mængder. Forskning på feltet viser, at en enkelt øl om dagen giver nedsat risiko for hjertekar sygdomme og diabetes 2.
Undersøgelsen viser dog også, at dem, som drikker meget øl, også er de tykkeste. Men det kan lige så godt skyldes, at de samtidig med bajerkæveriet, også spiser en masse usund slammad og, frem for alt, ikke får spor motion.
Der er ingen mad eller drikke, som feder, med mindre man har et større kalorieindtag, end man forbrænder. Derfor skal man ikke være bekymret for at nyde en enkelt øl eller to om dagen, hedder det nu.
Det er jo betryggende viden, og derfor kan man jo lige så godt indtage noget godt øl frem for noget ligegyldigt.
Her på bryggeriet kan du derfor frit motionere op og ned ad trapperne mellem hver øl, uden at det siden ses på vommen.
Det er i sandhed et godt nyt år!!!
