Den, der penge puger, er ikke patriotisk forbruger

Flere skal konsumere mere. For fædrelandet! Vækst skal der til, men forbrugerne lægger penge til side af frygt for dårligere tider. Nogle hviler i en cigarkasse, andre er indsat i en bank, der flotter sig med 0,00125 % i rente. Indlånsrente, udlån koster 17 % plus det løse. Begge dele gør chef-økonomerne kede af det, for hvis omsætningen falder, er behovet for arbejdskraft og butikslokaler tilsvarende mindre.

Derfor er den, der læser disse linjer, en sand patriot. Hvert eneste krus fadøl er et bidrag til forbedring af den økonomiske folkesundhed. Moms, restaurationsafgift og spiritusafgift bidrager til statens styrkelse, et lille miljøtillæg er der også plads til.

Den, der serverer det velskænkede fadøl, får penge for at smile, og mindst halvdelen sendes til den før, nu og altid umættelige statskasse.

Er stykke op i det gamle århundrede blev der reklameret for, at vi skulle vælge Dansk Arbejde, og de danske produkter blev smykket med et mærkat, der viste Thors Hammer.

I dag vil en sådan kampagne medføre, at Danmark slæbes for EU-domstolen for protektionisme. Vi er alle fælles i det store marked. Alligevel: her på stedet serveres dansk øl, brygget på stedet af levende mennesker, ikke robotter, altså endnu et bidrag til den gode cirkel.

At et eller flere krus frisk fadøl er stimulerende for omsætningen er klart, men der går mange liter malt, humle, gær og vand på et nyt køkken – som er et af de eksempler, ministeren nævner, når han skal forklare, hvorfra væksten skal komme. Eller en smartere carport eller et villatag af sortglaseret tegl eller den swimmingpool, som ellers er ved at gå af mode. Ministre kan ikke tillade sig at råde vælgerne til at tage en fadøl mere, det vil straks blive udlagt som synd og ondskab af de dertil indrettede moralister.

For at fremme den slags opgaver, der involverer håndværkere, er der indført et vanskeligt håndterligt skattefradrag. Statskassen vil betale en andel af arbejdslønnen, men forbrugerne skal lægge pengene ud og kan så forvente en mindre reduktion i den skat, som i forvejen er blevet så indvikler for de fleste, at de ikke aner, de får penge tilbage eller skal banke deres forbrug i bund for at kunne svare restskat.

Hvis staten, og det er os alle, vil have fut i forretningerne, bliver den (vi) nødt til at forære os penge. Hvert CPR-nummer modtager et særligt købekort med et indestående, der skal bruges i en fart, ellers bortfalder det. Hver mandag står der fx 1.000 friske kroner på kontoen, og de skal gøre gavn senest søndag ved midnat, ellers bortfalder de. Forsøg på at veksle til pengesedler er strafbart.

Men man får jo ikke et nyt køkken for 1.000 kr. Man kan knap nok købe to jernbanebilletter fra Skagen til Gedser. Men så kan man måske købe noget til 988 kr. og bytte det ugen efter, opfindsomheden kender ingen grænser, og ubesvaret henstår spørgsmålet: hvorfra skal 1.000 kr. x 5,5 millioner CPR-numre komme fra, hvor længe skal ordningen vare, og hvad vil den koste i administration? Her må nedsættes et ekspertudvalg. Måske kan det finansieres via særlige statsobligationer.

Likviditetsindsprøjtningen bakkes op af et patriotisk tv-show, ”Vild med Vækst” med 1.000 vilde idéer til shop-amok. Kendingsmelodien leverer Abba med ”Money, money, money, must be funny, in the rich man’s world”.

Vækst gør os velhavende. Lad os hæve glasset og styrke staten.