Kælderen gemmer det, vi glemmer

Da stadsarkivet i Köln styrtede sammen i 2009 på grund af uforsvarligt metrobyggeri, omdannedes dokumenter fra 900-tallet til grusgrød. Fortidens folianter forsvandt. Ganske vist havde de færreste af os planer om at smutte til Köln for at blive klogere; vi kan sandsynligvis ikke tyde skriften, men alene fornemmelsen af, at uerstattelige beviser på vores civilisation er destrueret på grund af menneskelig letsindighed, er deprimerende.

Så er det mindre skæbnesvangert med ødelæggelsen af det, som folk havde stuvet sammen i kælderen og glemt, indtil sommeren bød på oversvømmelser. Minder blev til mos og mudder. Breve, dagbøger, digte, scrapbøger, udklip, diplomer, duelighedstegn, drengebøger, frimærkesamlinger og festsange gik i opløsning sammen med LP-pladerne, VHS-kassetterne og børnenes bamser. Sammen med fremtidsløse madrasser, defekte standerlamper og kasseret køkkentøj opskrives det glemte juks til umistelige værdier i håb om forsikringsselskabets velvilje.

Hvis man vil vide mere om det ragelse, dansken opbevarer på lofter og i kældre, kan man besøge de utallige amatør-loppemarkeder. Her står optimisterne og drømmer om at få 50 kroner for en branket bordskåner med blomstermotiv og 75 for en legetøjsbil med tre hjul. Lørdag efter lørdag hiver de deres habengut frem, optændt af håbet om en rask handel og lidt skattefri kontanter plus en snak om vind og værdier med tilfældige mennesker.

Naturligvis kan man gøre fund på loppetorve og kræmmermarkeder, nogle finder nostalgisk glæde i et brunt spisestel fra de tidligere 70’ere, og så er det bedre, at det skifter bopæl fra en kølig kælder til en varm køkkenhylde. Man kan heller ikke underkende symbolværdien af brugt mælke-emballage i klart eller brunt glas og sodavandsflasker med patentprop og en bevaret etiket fra Sankt Nicolaus Brøndanstalt. Effekterne kan opfattes som budskaber fra den svundne tid, og kan man undgå at blive grebet af samlermani, er alt jo godt.

Så er der alt det ramponerede og skrammede med skår og ridser. Hvad vil I med det? Oh, det føjer sig til den skole indenfor boligindretning, der omtales som ”chabby chik” og omfatter hvidmalede almuemøbler med tydelige brugsspor. Fortællingen om generationers hænder, der har rørt et armlæn, giver livet patina, selv om man ikke har en fortegnelse over tidligere ejere. På skrammelpladsen kan man erhverve en ukendt families fotoalbum og sætte nogle af portrætterne i ramme, som var det en fjern kusine til bedstemors onkel. Men intet album overlever oversvømmelser, de sidste spor af tusindevis af døde danskere er sjasket i den sorte sæk.

Belært af sommeren 2011 vil ansvarlige kælderbrugere træffe deres forholdsregler. Vigtige dokumenter og fotos kan indscannes og gemmes på computeren og derfra lægges på små chips af den type, der anvendes i digitale kameraer. Kapaciteten er enorm, og det ubegribelige stykke plastic kan opbevares et sikkert sted. Gryder, pander, nips, indbo og andet, ofte sammenbragt, gods må underkastes nøje inspektion. De fleste udøver et skøn, når de flytter, og meget havner med rette på genbrugsstationen eller hos Frelsens Hær. Mentalt kan det være en stor lettelse at slippe af med ragelse, man aldrig vil savne, men som muligvis kan blive til glæde for andre.

Hov, her står en kasse ølglas fra danske og europæiske bryggerier. Smid dem ikke ud! Forskellige faconer og inskriptioner skaber associationer til alverdens ædelt øl. Lad være med at kassere pokalerne, de rummer i sig selv temaet til en festlig aften.