Du er her: www.bryggeriet.dk > Brygavisen > Tidligere aviser > 2011 > Nov/dec. 2011 > Slips eller slap...
 
Rigtigt fadøl skal drikkes friskbrygget

Slips eller slap - skik og brug i det 21. århundrede

Kommentar af Jacob Ludvigsen

 

På internettet huserer en folkebevægelse, der vil forbyde slips og kalder til protest mod ”slipsetvangen i det offentlige rum”. Beklædningsgenstanden vækker stærke følelser. For tiden er det underholdende at se, hvordan den nyslåede udenrigsminister Villy Søvndal er vågnet op og har iført sig mørk habit og sort slips – og hvor det dog klæder erhvervsminister Ole Sohn at promenere et blåt slips.

 

Opgraderingen af disse ellers formløst klædte politikere er i overensstemmelse med den velkendte politikerfrase, at ”nu trækker vi i arbejdstøjet”. Her taler vi ikke om en kedeldragt fra Kansas; man bliver formentlig ikke lukket ind på Christiansborg i den mundering, skønt kernevælgerne ville finde det tiltalende med et outfit, der matcher forestillingen om at fremme det arbejdende folks sag. Kombinationen slips/kedeldragt ses stort set aldrig.

 

Flere erhvervsledere i den kategori, der får en million kroner i månedsløn, har i den seneste tid fundet det passende at optræde uden slips. Denne afslappede attitude fortæller, at manden er så magtfuld, at han ikke behøver afstive sit ego. Jeg er bare mig, ligesom du er dig, er det forsonlige signal. Der er kun ansvarets og lønnens størrelse til forskel.

 

Kvinder med slips er sjældne. Lene Espersen eksperimenterede med det i begyndelsen af sin ministerkarriere, men har nok fået et velment stylist-råd om, at det ikke klædte hende. Måske skulle hun alligevel have beholdt det på, for magten gled hende af hænde. Hvis man vil se slipsepiger, skal man enten frekventere tvivlsomme natklubber eller holde øje med lufthavnskontrolløser og andet vagtpersonel, hvor slipset indgår som en autoritetsfremmende del af uniformen.

 

I tv-kanalernes nyhedsudsendelser er det obligatorisk, at Onkel Oplæser har bundet sit slips korrekt, mens de talende tanter er fritaget for at underkaste sig denne dresscode. Det kan virke forstyrrende for øjet, når en topleder uden slips interviewes af en korrekt klædt vært. I tilfælde af dagtemperaturer over 28 grader celsius kan Onkel Oplæser undtagelsesvis få lov at trone med åbentstående skjorte som en slags gimmick og kommentar til hedebølgen, men tilladelsen skal i hvert enkelt tilfælde udstedes af redaktionens øverstkommanderende.

 

Da forfatteren Dan Turèll i 1980’erne kombinerede sortlakerede negle med slips og hat, blev det bemærket. Punk og pænhed i samme ombæring var usædvanligt og med til at gøre ham til den stjerne, han stadig er – kør forbi Vangede og nyd den fantastiske alfabetskulptur, der til hans ære blev indviet i dette efterår.

 

Modtageren af den årlige Turèll-pris på fødselsdagen 19. marts, udstyres blandt andet et af den alt for tidligt døde poets slips. Med forbundet knude, da Dan ikke havde forstand på at binde slips. I hans tid kunne man ikke, som nu, gå ind på You-Tube og se små film over temaet ”how to tie a tie”.

 

Kroatien siges at være slipsets vugge, her opstod skikken i det 17. århundrede, og på flere sprog kaldes det kravat, ”il cravatta” på italiensk. Står man og mangler, kan man på nettet finde hundredevis af postordreforretninger med speciale i forskellige farver, mønstre og længder, varen egner sig godt til forsendelse.

 

Det vedvarende behov for friske slips kan også aflæses i lufthavnenes herreekviperingsforretninger. En opgørelse fra 2000 viste, at omkring 700 millioner mænd dagligt stiver sig af med et stykke tekstil, der er så lille, at det ikke kan sys om til en tækkelig bikini.

Kokken anbefaler

Nürnberger Bratwürste

Med sennep og surkål.
Eller salat.

Kr. 90,-
Copyright © 2012 - Aage Damgaard ApS, Lundvej 8, DK- 7400 Herning