Vil du være så venlig at komme ind på dit kontor

Kommentar af Jacob Ludvigsen

Overskriften er hentet i en annonce for revisions- og konsulenthuset Deloitte, der gerne ville tiltrække folk med egen virksomhed. Sætningen er sjov, fordi ingen ville kunne finde på at sige sådan til sig selv. I det hele taget er det vist lidt sært, over i det sygelige, at tale til sig selv. Hvis man lider af personlighedsspaltning, er man naturligvis nødt til det, men ellers siger man hverken jeg eller du til sig selv. Eller gør man?  I dag er alle dus. Vendingen ”at drikke dus” har mistet sin mening, vi siger du til hinanden, inden øllet er sat på bordet. Vi siger også du til tjeneren, og hun er dus med os; på meget fornemme etablissementer forventer man endnu at blive tiltalt med De.

Efterhånden er det kun de kongelige, man siger De til, og det er endda en lempelse, da det ellers hedder Deres kongelige højhed eller Deres majestæt. Tror Deres majestæt, at det bliver tordenvejr på torsdag? Ønsker Deres kongelige højhed, at jeg sender Deres kongelige højheds vinterfrakke til rensning?

Tidligere stod det så galt til, at børn blev beordret til at tiltale deres forældre således: Mor, ved mor hvad? Far, vil far tænde petroleumslampen? Så sent som i 1971 har jeg oplevet denne omgangsform i et københavnsk hjem. Indretningen og stemningen var derefter. Det er jo ikke sådan, at der er vedtaget en lov om, at alle skal sige du til hinanden. Forandringer kommer oftest glidende. Om Undervisningsministeriet engang i 1960’erne udsendte et dekret om tiltaleformer i folkeskolen m.v. vides ikke, men den respektfulde omgangsform forsvandt samtidig med, at eleverne ikke længere skulle rejse sig og stå ret ved pulten, når læreren trådte ind i klassen. Alligevel blev det indprentet: I, De, Dem og Deres lød remsen, stort D i De og stort I i flertalsformen af du.

Man skal vel se ændringen som en del af et større lighedsprojekt, hvor der ikke skulle være forskel på høj og lav. Vi er sandsynligvis så langt ude, at man kan blive beskyldt for at fornærme politiet, hvis man siger De til en betjent. Vil De venligst holde fingrene fra Deres knippel?

Når man så alligevel er slæbt i retten, må man tåle, at dommeren vil vise sig fra den joviale side og siger, at en anden gang må du lade være med at fornærme ordensmagten.

Fordelen ved, at man havde valgmulighederne mellem De og du var, at man kunne lægge en vis afstand til personer, man ikke brød sig om at være for tæt på, og at man kunne påregne den fornødne respekt fra ukendte mennesker. Nu kan man blive nødt til at justere sit ordvalg og tonen, hvis man ønsker at lægge distance.

Nogle husker endnu biografreklamerne for STAR, en pilsner fra det kooperative bryggeri Stjernen, der lukkede i 1964. Tanken var ellers smuk: arbejderne skulle drikke øl fra eget bryggeri. Et par år tidligere havde foretagendet relanceret Stjernepilsneren og forsynet dem med det mere amerikanske navn STAR. Erik Dibbern, den til alle tider største reklamefilmskaber i Danmark, opfandt de små tegnefilm, som stadig dukker op i forskellige kavalkader; Jørgen de Mylius – og dermed fjernseerne - har haft glæde af dem. En af STAR-filmene viser en bureaukrat, der erklærer: ”Når De har udfyldt en blanket, så kan De få en formular”. Hvortil den lille mand svarer: ”Jeg vil hel’re, jeg vil hel’re, jeg vil meget meget hel’re ha’ en STAR”.

Prøv at indsætte du i stedet for De og se, hvor meget det forandrer. Og her i spalterne kan vi sagtens være dus, vi er jo fælles om det friskbryggede øl.