Du er her: www.bryggeriet.dk > Brygavisen > Tidligere aviser > 2011 > Maj 2011 > 1000 kr
 
Rigtigt fadøl skal drikkes friskbrygget

Da 1000 kr. kom til byen

Kommentar af Mik Schack

 

Der var en gang en lille smuk by, som lå i den skønneste natur, som indbyggerne desværre ikke havde overskud til at nyde. De var nemlig dybt forgældede alle sammen. Det havde bystyret rådet dem til for at opnå mere vækst og yderligere gang i hjulene i det lille samfund. Alle havde lån, da velstanden begyndte at vige, og alle skyldte hinanden penge. Ikke mange, men nok til at blive en ond cirkel.

 

Cykelsmeden fandt derfor på at leje cykler ud til turister, som ville ud i de smukke omgivelser. Det gav fornyet omsætning fra kunder, som han ikke skyldte penge i forvejen, og som ikke skyldte ham noget.

 

Et nydeligt ungt ægtepar kom en dag ind i cykelbutikken, lejede cykler til nogle dages rundtur, og lagde 1000 kr. i depositum for jernhestene. Pengesedlen puttede cykelsmeden ned i skuffen under disken så længe. Hvilket ikke undgik lærlingens lange øje, som så sit snit til at ”låne” de 1000 kr., så han kunne slippe ud af sin gæld ovre på bodegaen.

 

Bodegaejeren blev lykkelig og gik sporenstregs hen til den lokale spillehal med 1000-kronesedlen og indfriede sin spillegæld. Til stor glæde for spillehalsindehaveren, der nu fik råd til at betale sin øl- og vandleverandør, hvad han havde til gode. Her fik 1000 kr. sedlen imidlertid ingen hvile og blev straks blev båret over til benzintanken for at modregne den kredit, han havde opbygget der.

 

Tankpasseren så straks mulighed for at blive gældfri ved at betale thai-massøserne ovre i bageriets kælder for deres håndarbejde. Det blev bagermesteren glad for, idet massagepigerne nu kunne betale huslejen, som han flux brugte til at indfri sin gæld til nogen, som straks indfriede deres gæld til nogen, som skyldte pengene til nogle andre, som havde lånt 1000 kr. til nabokonen… som nu fik mulighed for at betale den tudse, hun skyldte for en cykelreparation. Lærlingen tog imod 1000 kr. sedlen og lagde den tilbage i skuffen under disken, hvor han tog den et par dage tidligere.

 

Kort efter kom det unge turistægtepar retur med cyklerne, betalte for lejen og fik selvfølgelig deres depositum retur.

 

På få dage var hele det lille lokalsamfund blevet gældfri, og alle indbyggerne kunne med lettet sind atter nyde den smukke by i de billedskønne omgivelser. Uden det havde kostet nogen så meget som en krone. Bortset fra at lærlingen havde givet nabokonen en cykelreparation uden fortjeneste.

 

Se det var et rigtigt eventyr...

 

 

Kokken anbefaler

Nürnberger Bratwürste

Med sennep og surkål.
Eller salat.

Kr. 90,-
Copyright © 2012 - Aage Damgaard ApS, Lundvej 8, DK- 7400 Herning