I alle de riger og lande må vi sgu gerne bande
Kommentar af Jacob Ludvigsen
Sprogmyndighederne har netop bekendtgjort, at SGU er fjernet fra listen over upassende bandeord og frit kan anvendes i tide og utide, der er ikke fastsat en bestemt sgu-kvote. Hvert enkelt mælende væsen må selv bestemme, hvornår der er brug for en forstærkende ed. Så gu må vi det.
Udtrykket "han bander som en tyrk" er i enhver henseende upassende. Vi aner ikke, hvor meget vores medborgere fra den anatolske højslette krydrer deres eder med gloser, der for et pænt tyrkisk øre er grusom gylle. De efterhånden talrige mennesker af anden etnisk oprindelse, der taler glimrende dansk, tager sgu ikke sgu i deres mund.
Sgu lå i den pænere ende. Det var lidt vulgært, men kunne lige akkurat gå an. Men kun de mest djærve politikere bander og svovler fra Folketingets talerstol og vil hurtigt blive tilrettevist af Folketingets formand, der ellers selv risikerer at blive beskyldt for at se gennem fingrene med uhøvisk tale.
Endnu venter vi på grønt lys fra myndighederne for "Fanden brodere mig, hede hule Helvede, som syv Satan" og andre forbandelser med rod i den kristne forestillingsverden. Præster bander ikke, i hvert fald ikke fra prædikestolen, og hvis de gør det, har de i forvejen givet tippet til en journalist, så det kan udvikle sig til en lille kirkeskandale med tilhørende biskoppelig bestyrtelse – ulydige præster er altid godt stof, og nogle af dem kan godt lide at havne i avisernes spalter med en langt større målgruppe end de femmødte ved søndagens højmesse.
De mere latrinære kraftudtryk har stor fremgang. På forsiden af aviser, der bekender sig til borgerlig tradition, kan man se citater af sejrende sportsfolk, der erklærer, at "det her er pissestort", og det skal forstås positivt. Havde vor atlet tabt den ædle kappestrid, havde det været "noget lort", men sådan går det, når dommeren er "en dum skid". Udtrykket "skiderik" er lidt mere forsonligt, nu sjældent brugt.
Længe har det været røvsmart at jonglere med begreber som drengerøv, bonderøv og hængerøv. Mens det er i orden at kalde sig selv eller andre for drengerøv, vil genbrug af betegnelsen for menneskeslægtens bagdel være upassende, hvis vi taler om pige. Yrsa er en pigerøv… man kan godt sige det, men det er meningsløst, hvorimod drengerøven som figur med omvendt kasket og hang til hurtige knallerter er let genkendelig.
Hvis udviklingen fortsætter, og det gør udvikling for det meste, vil fjernsynets nyhedsoplæsere smide det obligatoriske slips og slippe den sproglige spændetrøje. Undersøgelser viser, at de unge ikke gider glo på en skærmstodder, der præsenterer ligegyldigheder om valutakrise, naturkatastrofer og nødlidende husdyr. Men ved at anlægge en friere sprogtone er der måske håb om at kapre de unge sjæle, der finder Nintendoen mere realistisk end to politikere, der småskændes. Så får piben en anden lyd:
"Larme-larme-larme-pling-pling… Det sgu tv-nyhederne, goaften. Der er et helvedes skyderi nede hos Gadaffi, der er en røv med ører. Fuck him. Et satans regnvejr hærger det østlige Malaria, det pisser rent ud sagt ned i tykke stråler. De folk, der ikke er druknet, er enormt depri, de har det ad helvede til, og det kan man sgu godt forstå, når man ser de fede billeder. Hold da helt kæft, der røg en beboelsesblok. Shit, manner!"
Man skal krydre sin tale med varsomhed. At sige, at "øllet er pissegodt" er upassende og utidigt associationsskabene. I stedet kan man forstærke med "fremragende, enestående, aromatisk, forbløffende, fantastisk" eller et andet af sprogets plusord.
Eder og forbandelser kan være gode at have i reserve, men det er sjovere at snakke med en, der formår at variere sine replikker med vid og bid frem for at vælge den letteste løsning og garnere sine sætninger med spam for stemmebåndet. Som kan trænge til at blive smurt. Skål, for Helvede!