Når ægte bliver falsk og hjemmelavet er industri
Kommentar af Jacob Ludvigsen
Den mest udbredte form for digtekunst finder vi på etiketterne. Billeder af landboidyl fra det gamle årtusinde, omsvøbt med opfindsomme og stemningsskabende ord, fremkalder en fornemmelse, som taler til sanserne. Vinflaskernes sydvendte bjergskråninger er klassisk lyrik, og vi vil gerne forestille os syngende vinplukkere, rustikke lagerkældre og det store langbord på slottet. Tal ikke om tankvogne. Forbrugerne ved det jo godt, sagde talsmanden for fjerkræfirmaet, der sælger herregårdskyllinger. De lader sig såmænd ikke narre, selv om de inderst inde erkender, at hønsefuglene aldrig får lov at leve et frit og ubekymret liv, således som det oprindeligt var planlagt fra naturens side.
Vand – den billige ingrediens
Resultatet af intensivt kyllingeopdræt er forskellige udskæringer af det hvide kød. For at hjælpe husmoderen vandmodner fjerkræfirmaet bryst, filet og lår. Men ligesom de veloplyste kunder er fuldt på det rene med, at herregården eller Grønnegaarden eller Landsbyslagteren ikke findes, antages de også at vide, at naturelmarinering er en finere omskrivning af pumpet med vand. Ingen anden råvare giver så god ekstra fortjeneste som den, der løber ud af hanen. For at vise imødekommenhed kaldes det vandmørnede kød nu neutralmarineret, hvilket er et nærmest uforståeligt ord, men man kan ikke så godt skrive "vandpumpet" på emballagen. Eller "nu med økologisk vand".
Danish bacon made in Poland
Køb en pakke dansk bacon. Kronen i myten om dansk landbrugs position som leverandør af bacon og smør til engelskmanden. Danske andelsbønder var så snilde, at de tryllede et ekstra ribben i grisen, lærte vi i skolen. Selv nøjedes de nøjsomme landmænd med medister og margarine. Gå ned i baconpakkens nederste hjørne, hvor der er en lille bitte oval figur. Af den fremgår, om den danske mærkevare er fremstillet i DK, PL eller DE. Tag en lup med, hvis oprindelseslandet betyder noget, men kødet er sikkert dansk, det er bare transporteret lidt længere derhen, hvor arbejdslønnen er lempeligere.
Parmaskinken, der ligesom parmesanosten er blevet en del af det nye danske køkken, fremstilles i Italien af importerede danske råvarer. Nogle af dem eksporteres til Danmark, og det italienske skinkeri kan glæde sig over en voldsom værdiforøgelse. Et karakteristisk træk ved udviklingslande er, at deres produktion sælges uforarbejdet til lave priser, hvorefter mere udviklede landes industri sikrer sig de næste led i værdikæden.
Falsk skovidyl
Et par små bryggerier er blevet grebet i at lade øllet brygge i Polen. Også i dette vort fremgangsrige naboland – Polen er tættere på Bornholm end på det vestligere Danmark – mestrer man bryggerkunsten. Alligevel er det en skuffelse, at luxusøllet ikke stammer fra et idyllisk skovbryggeri, hvor oldermanden selv tapper birke-saften, men fra en polsk fabrik, hvor kvalitetsbevidst den end måtte være. Ikke et ord om tankvognstransport.
Tillidsbruddene gør os forstemte. Vi søger efter kvalitet, betaler gerne mere og vil helst ikke tages ved næsen. Illusionskunst foretrækker vi at nyde i et teater, og vi vil ikke ulejliges med at spille privatdetektiver for at finde ud af, hvorfra vores varer egentlig stammer, og hvad de består af.
Vil verden da bedrages? Man har ikke ondt af det, man ikke ser, og hvis man heller ikke tænker så meget over det, og samtidig synes, at varen ser rar ud, er formålet nået set fra producentens side. Især hvis man vil være så venlig at købe igen og igen.
Denne sump af svig er vi hævet over, hvis vi sidder i dette fine lokale. Beskrivelsen af det friske øl, brygget og tappet på stedet, er skrevet af personligheder, der vælger sprogets mest rammende gloser for at udtrykke deres spontane glæde ved ædel bryggerkunst. Her kan ord som ægte og hjemmelavet være på deres plads. Visheden gør sindet let og baner vej for nydelse uden frygt for fup.