Landkøbmanden drejer nøglen om

Kommentar af Jacob Ludvigsen

Den gamle landkøbmand, grundlagt i 1880’erne, gav op til sidst. Levneds-middelkontrollen gjorde livet for surt. Igen og igen gav de strikse inspektører ham bøder på mange tusinde kroner. Penge, der oversteg den nøjsomme mands fortjeneste. Områdets sidste butik og samlingspunkt er forsvundet.

Sidste dag blev bevægende. Stamkunderne bragte gaver og blomster, nogle snøftede. Købmanden selv bevarede værdigheden og anlagde den galgenhumoristiske tone, ikke noget med at tørre øjnene i den brune kittel. I dagens anledning bød købmanden på en gratis pilsner eller appelsinsodavand. Han stillede flaskerne på den slidte disk og indskærpede som altid: Husk, at der ikke må drikkes i butikken.

Midt i det hele ringede drejeskivetelefonen. Storbryggeriet ville vide, hvad han ønskede bragt næste tirsdag. "Men nej, jeg skal ikke have noget, aldrig mere - og I behøver ikke ringe, for jeg drejer nøglen om klokken halv seks. Farvel!" Der gik et gys gennem publikum.

Købmanden var begyndt som lærling under 2. verdenskrig, og efter godt 25 år havde han overtaget forretningen. Gift blev han aldrig. Hans største udgift var varebilen på gule plader, som var nødvendig for at hente varer på et engroslager i købstaden. Hurtigt frem og tilbage, for der var ingen til at ekspedere. Nogle gange købte han kaffen i Netto, det var billigst.

Stamkunderne havde flere gange snakket om, at de burde lette den over 80-årige mands byrder og på en eller anden måde hindre den lukning, som alle kunne skimte i horisonten. Alternativet var skræmmende: ellers skal vi helt ind til Netto for at købe øl. Men da det kom til stykket, var der alligevel ikke basis for et handels-kollektiv, det er en tidskrævende livsform at passe butik, og pengene er små. For at spare foldede købmand-en poser af avispapir til kartofler. Den slags gider de yngre ikke. Borte er centralen, hvor de kunne opfange og afgive fakta og sladder om folk på egnen.

Købmandsgården er i tiltagende forfald ligesom møllen på den anden side af landevejen, hvor mennesker engang mødtes og nød en dram og et spil kort. Postkassen hænger stadig ved indgangspartiet og bliver tømt. Men også posten og hans kasser er truet, og når brevmængden en dag skønnes for beskeden, vil den røde metalboks blive nedtaget.

Købmandens skæbne er uoplyst. Han bor der vel stadig og lever af de middagsretter på dåse, som han tog til side til sig selv. Måske er viljen sluppet op, når der ikke er noget at stå op til. Således forgår al verdens herlighed, og købmandens kæntring er et kendt fænomen over alt i kongeriget. Enkelte steder er det lykkedes at redde butikken ved at gøre den til en turistattraktion, ellers skal man på museum for at opleve atmosfæren fra dengang, da den belevne ekspedient spurgte: ”Og hvormed kan jeg være Dem til tjeneste, frue?”

Sådan lyder det ikke ved kassesluserne i supermarkederne, som ifølge en diskutabel regeringsrapport er for små. Megahypermarkeder giver stordriftsfordele til gavn for kunderne, lyder lokketonerne.

For mennesker med bil, god tid og trang til hamstring kan det være en fordel med kæmpehaller à la GeKås i Ullarød, et übergigamarked i Halland med pygmæpriser, og mange dagligvarer har en forbavsende lang holdbarhed. Da svenskerne er vant til at køre langt i deres rummelige og omsætningsafgiftsfri SAAB og Volvo, finder de det naturligt at hamstre forråd til et kvartal. I Danmark er det anderledes vilkår, og der er ikke plads til hele kartoner i en Fiat 500.

Vi er nogle, der værdsætter og foretrækker friskheden. For eksempel når det gælder gyldent og dunkelt øl. Stor nydelse er vigtigere end lav ydelse.