Det er helt vildt!
Kommentar af Mik Schack
Det er helt vildt, som folk snakker. Det er helt vildt, så mange der snakker. Og det er endnu vildere, så mange steder, de snakker. Faktisk overalt. I ét væk.
Umiddelbart skulle man tro, at samtlige psykiatriske anstalter er nedlagt, så tosserne igen må gå rundt på gader og stræder og snakke med sig selv. Men de fleste samtaler er kun halve. De snakker altså med nogen. Man kan forledes til at tro, det er i telefon, men så højt som de taler, vil samtalepartneren tydeligt kunne høre, hvad der bliver sagt - helt uden telefon. Bortset fra at så højt ville ingen tale, hvis de sad lige ved siden af hinanden i bussen eller toget. Her ville de dæmpe sig for at vise hensyn. Hvorfor så det råberi, når det er i mobiltelefon? Det er irriterende for alle andre uden for samtalen.
De fortæller højlydt, at de sidder i bussen, står i kø i et supermarked, går på Strøget, eller hvor de nu er, og fortæller, hvad de skal, hvor henne og hvorfor. Når det så er på plads, får de omkringværende en ublufærdig strøm af ligegyldigheder, sladder om venner, privatliv, hvor dum chefen og visse medarbejdere er og om seneste svidende og betændte seksuelt overførte underlivssygdom. Oplysninger, man ikke vil have, og som er umulige at flygte fra. Er de overhovedet bevidst om, at de gør alle andre til publikum til en uønsket forestilling? Men hvorfor er det så, at det er irriterende?
Fordi man kommer til at lytte med og ikke kan stoppe igen. Det er ikke det, man hører, man bliver forstyrret af, men derimod det, man ikke hører: den anden halvdel af samtalen i den anden ende af telefonen. Vores hjerner kan nemlig ikke lade være med at udfylde hullerne i samtalen. Der er ingen hemmeligheder, hvis vi hører hele samtaler, og vi kan lægge den fra os igen med det samme. Men med en halv dialog er det anderledes. Hvis du for eksempel hører en person sige, at hun bliver 20 minutter forsinket, kan det lede til et ubevidst spørgsmål hos dig, nemlig ”hvorfor?”
”Det er distraherende at høre halve samtaler, fordi vi bliver usikre på, hvordan samtalen ender. Hvilket den sjældent gør, fordi snakkehovedet står af ved næste stoppested, eller har fået betalt ved kassen og går, så man ikke får det sidste med. Men så kan man jo blande sig i samtalen og spørge, hvem ”vi” taler med, så dele af ens nysgerrighed bliver styret. Og som garanteret forkorter det hele.
Man kunne også overveje stillezoner i bybusser, s-tog, supermarkedskøer, biler og i børnehaver, hvor det ønskes, at forældrene er mentalt til stede, når de henter ungerne. Derfor har flere børnehaver faktisk taget konsekvensen og lavet forbud mod mobilsnak.
Bilister, der bruger mobiltelefon under kørslen, har en fire gange så høj risiko for at komme ud for et uheld, uanset om mobilen har håndfri betjening eller ej.
Indtil videre er flyvemaskiner mobilsnakfri, men freden slutter i samme sekund, man når frem. End ikke på en fjern tropestrand er man fri for folk med telefonitis.
Der er faktisk kun bryggeriet her, som giver dig helle. Og så kan du jo lige så godt nyde en håndbrygget øl imens. Ifølge FDM er det farligere at tale i håndfri mobiltelefon end at køre med tre øl i blodet.
Nap du derfor roligt et par stykker mere!