Kantareljagten er gået ind
Kommentar af Mik Schack
Alle har en drøm om at finde en uberørt skovbund med et tæppe af kæmpestore gule kantareller. De færreste finder den. Men underholdningsværdien i forsøget på at finde den er unægtelig stor. Større end selve fangsten, som i reglen begræn-ser sig til nogle få gnallinger, som andre ved en tidligere jagt allerede har trådt flade, fordi de ikke kunne se dem.
De fleste leder nemlig bare lidt på må og få. Andre mere rutinerede kantarelsamlere har deres hemmelige steder, som de ikke siger til nogen hvor findes. Selvom det er de samme steder, som alle de andres hemmelige steder. Det kan man jo se, når der ligger afskårne stokke, og når selv de allermindste gule knappenålshovedstore kantarelspirer er skrabet fri af jordbund-en med pincetter. Ikke noget med at lade de små stå, så de kan vokse sig store og lækre.
Nixen-bixen. Det er jo ikke sikkert, at det er én selv, som finder dem, når de er vokset. Så hellere tage dem nu, helt uantastet at 100 gram små, vil blive til adskillelige kilo, hvis de får lov. Men det gør de sjældent. Angsten for de næste, som kommer her til "deres" "hemmelige" sted er skræmmende. Sveden pibler allerede frem blot ved tanken om at se en anden luske rundt på ens sted med en kurv. Især hvis kurven er fuld. Langsomt, men sikkert, prøver man at gemme sig og sin fangst, når andre dukker op på "mit" kantarelsted, som i hovedet på de invaderende svampejægere jo fremstår som "deres", hvor du er den invade-rende fremmede.
Der bliver på det nærmeste tale om regulær gemmeleg, hvis ikke den ene part angriber ved at træde frem og spørge nysgerrigt til de andres fangst, og dermed presser dem til at give sig til kende, eller de foretrækker at flygte fra "deres" sted, som igen er "mit". Vælger man konfrontationen, eller er den uundgåelig, så er det pudsigt nok aldrig lige her på stedet, man har plukket den synlige fangst i kurven, men derimod et sted langt herfra, som man udpeger med en let nonchalant håndbevægelse ud i det fjerne.
Især kan man om søndagen se, hvor meget "mit", det "hemme-lige" sted er. Visse kantarelsteder bliver nærmest omdannet til Strøget, hvor horder af familier med kurve, poser, barnevogne, hunde og skrigende børn, som keder sig, nærmest trækker vod gennem hele området. For det meste uden at få andet end turen ud af det. Hvilket er fint nok, men det efterlader ingen nye kantareller, da det er de tilbageværende bitte små synlige babyer, som endnu ikke kaster sporer fra sig, der bliver plukket. De store, som gemmer sig i græs og blade, bliver derimod trampet i smadder af søndagsudflugterne. Ikke med vilje, men tankeløst.
I visse tilfælde kan man få den destruktive tanke, at der ligefrem er svampejægere, som ikke har tid til at komme tilbage, når de bitte små svampebabyer er blevet store, og derfor tværer dem med fodsålerne, så andre i det mindste ikke får fornøjelsen af dem. Når man så mødes som almindelige skovgængere på stierne uden for de "hemmelige" kantarelsteder, så hilser de fleste pænt på hinanden.
Således kan en hyggelig og fredfyldt svampetur projekteres op til et konglumerat af virkelighedens samfund. Eller også er det omvendt!