Grønbjergholm-Mysteriet

Vores kæmpestore skikkelse var kommet for sent til at redde sin elskede Mellanie. Nu sad han på en bænk i den store hall på Grønbjergholm og græd, da han mærkede en kroget hånd på sin skulder. Det var den gamle grevinde Feodora Elisabeth Coco De Beuf von Rosen der Copenhagengehen, der havde nyt om hans elskede Mellanie. Hun havde fortalt, at hans elskede - bagerens den mellemste datter Mellanie var uægte barn af den prægtige Baron Lawrence Suppé van der Hittermusic Von Oldtimessake, og at hun besad nøglen der kunne standse den løbske familietragedie.

I det samme gik den mægtige dør op, og ind kom den onde fætter Norman, som var skurken i det store familiedrama, der truede flere nationers eksistens. Vores kæmpestore skikkelse greb fat om den onde fætter Norman og holdt ham i et jerngreb, mens han med en truende stemme havde bedt ham om at befri hans Mellanie, "eller han ville klippe spidsen af fætter Normans næse." Von Rosen der Copenhagengehen-slægten var kendetegnet på en overvældende stor opstoppernæse, der stammede fra dengang, store næser signalerede velstand, og de små børn derfor hang i tre til fire timer hver dag i en næsestrækkemaskine på det historiske slot.

Den onde fætter Norman havde tryglet om nåde, i det samme var vores kæmpestore skikkelse blevet ramt bagfra af en løbsk kommode fra Louis den 14. Hof i udskåret nød. Han gik i gulvet som et lys. Kommoden var blevet skubbet af vores kæmpestore skikkelses lillebror, den blege bror Svend Herman De Beuf von Rosen der Copenhagengehen – også kaldet "Bror Lort". Han var en elendig bowlingspiller, og han havde nu, i et forsøg på at redde sin bror, slået ham ned med den fine kommode i udskåret nød.

"En forbier," sagde han med fistelstemme, men i det samme sprang vores kæmpestore skikkelse op og greb fat i fætter Norman igen, mens han råbte: "Gå ud til skurkene, Bror Lort, og sig, at jeg har en boltsaks rettet mod fætter Normans næse, og bed dem befri Mellanie omgående."

Bror lort, sprang afsted for at gøre skaden god igen. I det samme hørtes en besynderlig lyd. Det var den gamle grevinde Feodora Elisabeth Coco De Beuf von Rosen der Copenhagengehen, der var trillet, larmende som en indsamlingsbøsse, ned af alle trapperne i den marmorbeklædte hall, for som hun sagde, da hun havde rejst sig igen, "man bliver aldrig for gammel til at tage trapperne."

Nu kom skurkene ind med Mellanie, og vores kæmpestore skikkelse udbrød spontant: "Hvor er du smuk Mellanie, og du bærer stadig de fornuftige sko, jeg gav dig i afsnit 2!"

"Åhh ja, Lawrence," gispede hun lykkeligt, "og hvis du vidste, hvor jeg har glædet mig til at fortælle dig, at jeg bærer dit barn."

"Jamen, det er jo mere end 14 måneder siden, vi sidst var sammen," sagde Lawrence undrende. "Ja, er det ikke et lille mirakel," sagde hun lykkeligt. "Jo, du har ret," sagde han med tårer i øjnene og smed boltsaksen for at Mellanie kunne kaste sig i armene på ham. Fætter Norman foreslog, om de ikke skulle lade gammelt nid være glemt og mødes til en drink inde i biblioteket. "Jo, men først må I klæde om, og så skal vi holde et ordentligt gilde," sagde den gamle grevinde. "Og i aften vil vi tage en af de fine gamle dåser fra konservesfabrikken, som jeg har gemt til en lejlighed som denne."

"Hvor er jeg glad," sagde Law-rence, "min elskede er i live, min bedstemor er i live, min bror er i live, min onde fætter Norman er ikke ond længere, og vi skal have årgangskonserves til aften."

Og så sang de alle sammen: "Ja, her er godt at være – vi har lange næser og er sære – men når bare nogen for hinanden til sidst – er livet nu slet ikke så trist – nej, når bare nogen får hinanden til sidst – er livet slet ikke så trist. – tralala tralala – nu skal vi konserves ha'..."