Kompetencetræet - Lære for livet

Man bliver aldrig for gammel til at lære noget!! Det er et udsagn, jeg har måttet lægge øre til så længe tilbage, jeg kan huske! I perioder har doseringen af visdomsordene været så massiv, at jeg ganske enkelt valgte at lukke ørerne for dem. Og hvad kan man så lære af det?

Jeg kan kun bifalde hvad fornuftige pædagoger har vidst i mange år, nemlig at lærdom skal gives i de rette doser og på de rigtige tidspunkter. Det var der mange, der kunne lære meget af. Går man en genration længere tilbage, var der en del undervisere, der, når pædagogikken ikke slog til, hentede assistance via spanskrøret, og med den i hånden følte de måske, at de på en måde slog til. Men om det har været læren for livet, de gennem dens slags pædagogiske virkemidler har bibragt deres elever, er nok yderst tvivlsomt. Men ingen tvivl om, at det hos eleverne er blevet husket – men bare ikke for det gode. Lærdom skulle jo helst ikke være en straf, men tværtimod en berigelse, der kan vække lysten til at lære mere.

Allerede Sokrates var jo bevidst om, at skulle vi mennesker lære noget, så måtte vi gøres modtagelige. På en måde så vi var villige til at åbne os. Sokrates’ metode var samtalen. Det var en disciplin, han mestrede. Han skulle, efter sigende, have været en fremragende pædagog. Det har jeg fra en af hans yndlingselever, Platon. Og hvorfor skulle det ikke passe. Der skal meget til, før en elev får lyst til at rose en tidligere lærer. Tænk bare på jeres egen skoletid.

Sokrates’ kongstanke var, at vi mennesker i grunden intet ved – ihvertfald ikke nok. "Jeg ved, at jeg ved, at jeg intet ved," sagde han…. derfor punkede han sine elever til at tage fra. Han havde et valgsprog, der hed: Kend dig selv! Hvis jeg skal sige det med et moderne ordvalg, så var det hans "brand". Desværre blev Sokrates dømt til at begå selvmord ved at drikke skarntydesaft. Et af anklagepunkterne mod ham var, at han vildledte ungdommen. Og hvad kan man så lære af det? Ja, det jeg sådan umiddelbart kan uddrage af det skulle være, at moderne pædagogik ikke er helt ufarligt.

Eller det er måske mere rigtigt at sige, at lærdom er farlig. Ikke for dem, der erhverver den, men for magthaverne. Den er en direkte trussel mod dem. Og det har magthavere til alle tider vidst. Når jeg tænker på de lærere, der for alvor brændte sig ind i min bevidsthed på den gode måde, så må jeg skrive lidt om "den gode historie."

Og det er jo nok ikke tilfældigt, at den ældste historie vi overhovedet kender i vores kultur netop handler om ulykken ved erhvervelse af kundskaber, og her tænker jeg naturligvis på myten om Adam og Eva i Paradisets Have. De levede jo i sus og dus – evigt liv var de sikret - alt måtte de – blot ikke spise af frugterne fra Kundskabens Træ. Og dog gjorde de det. Og hvad skete der. Ulykkerne væltede ned over dem. Hvis man da kan kalde det en ulykke, at blive et selvstændigt tænkende individ - som jo er en af bivirkningerne ved at indtage kundskaber.

Men hvad er det i grunden, der er så tiltrækkende ved de der frugter, at vi – ligesom Eva – ikke kan holde nallerne fra dem? Min konklusion er, at det er det, der udvikler os. Ganske vist mistede vi retten til at fortære frugterne fra Livets Træ – og dermed evigt liv, men jeg vil vove den påstand, at det til trods, så er det kundskabens frugter, der holder os i live.

Derfor vil jeg stærkt opfordre jer til at tage for jer af retterne. De har den egenskab, at jo flere vi spiser, jo mere sultne bliver vi – forhåbentligt. Nu kan den slags jo tilberedes på mange måder. Det er der skrevet mange bøger om. De går normalt under betegnelsen lærebøger, men med den avis du lige nu læser, in mente, burde de nok egentlig hedde kogebøger.

Men man må endelig ikke tro, at man kan suge alverdens visdom ud af bøger alene. En klog mand har engang sagt: "Bøger er gode nok i sig selv, men de er en slem blodløs erstatning for livet..." og i den forbindelse får jeg lyst til at citere en tredje stor filosof – jeg har jo allerede citeret Sokrates – men jeg har læst, at også Schopenhauer en gang skulle have sagt noget klogt, nemlig at "at læse er at tænke med en andens hoved."

Man må konstatere, at af læsning kan man sikkert nok blive lærd – men aldrig viis … eller sagt på en anden måde livsvisdom kan man kun leve sig til. Nu lever vi i et land, der har stolte pædagogiske traditioner. Jeg kunne i den forbindelse nævne mange navne, men med udgangspunkt omkring "den gode historie" får jeg først og fremmest lyst til at gribe fat i Grundtvig. Sammen med Kold har han om nogen været med til at præge det pædagogiske miljø her i landet, og hans dyrkelse af "det levende ord" ligger i direkte forlængelse af Sokrates’ tanker. Grundtvig kendte til ordets magt som pædagogisk middel. Han lagde i den grad lagt vægt på historien – den gode historie – hvad enten den stammer fra mytologien, folkeeventyrerne eller vort lands historie.

Fortællekunsten var i sat i centrum, fordi Grundtvig vidste, at en god fortælling sætter noget i gang. Tænk på jeres egen skoletid, og I må give mig ret! Den lærer, der er i stand til at håndtere fortællingen, han står i jeres erindring meget stærk... og vi synes, uden tvivl, at han har lært os en masse.

En god fortælling får os til at reflektere og lære om livet på godt og ondt. Den gode fortælling foregår hver dag, og den får aldrig ende. "The never ending Story." Den syder af saft og kraft til alle tider. Men nu forholder det sig sådan, at selv om den gode historie er gyldig til alle tider, så må jeg konstatere, at de rammer, den skal fungere i, forandrer sig konstant, – og jeg tror også, både Grundtvig og Sokrates ville være kommet på arbejde. F.eks har jeg bemærket at ordet "kundskaber" er håbløst gammeldags. I dag hedder det "kompetencer"… ja, der hersker næppe tvivl om, at når der næste gang kommer en ny bibeloversættelse, så kommer Kundskabens Træ til at hedde "Kompetencetræet".