Du er her: www.bryggeriet.dk > Brygavisen > Tidligere aviser > 2010 > Nov/Dec_2010 > Julebryg
 
Rigtigt fadøl skal drikkes friskbrygget

Julebryg, julebryg, julebryg...

Kommentar af Mik Schack

 

Julen er igen lige om hjørnet. Det har den faktisk været siden oktober, hvor alle de danske bryghuse begyndte at brygge årets julebryg. Der er i år flere end nogensinde, så der skal virkelig drikkes igennem fra midten af sommeren, hvis man skal nå at smage en om dagen inden jul. I slutningen af oktober satte en større forsamling såkaldte ølkendere sig derfor sammen i forskellige hold med det formål at lave en mere vidtfavnende juleølsmagning, end hver især ellers ville være i stand til. Mere end 40 danske juleøl fik vi smagt, og da smagningen var slut, smagte vi løs af det øl, de andre havde haft på deres borde. Således kom alle igennem 42 danske juleøl - uden at blive visne, idet vi kun smagte ganske få slurke af hvert glas. Hvilket er nok til at bedømme øl. Og vurderingerne var høje i forhold til tidligere års juleøl-smagninger. De værste fejltagelser var sorteret fra, eller også er bryggerne blevet bedre til at holde deres øl rent, uden at der går mælkesyrebakterier i, så det kommer til at smage gærsurt, som vi tidligere har oplevet alt alt for ofte. Ikke bare med juleøllet, men med det meste andet øl også.

 

Der er sket meget, siden juleøllet blev introduceret i Danmark af brygmester Helge Wørmer fra Christiansminde Bryghus i Nyborg i 1953. Det var en kraftig sag på 9 %. Siden kom også Albani med Blålys juleøl i 1960. Men det var ikke det helt store med juleøl, indtil det i de sidste ti år er gået amok. Og heldigvis for det, for nu er der virkelig noget at smage forskel på. Og forskel er der i høj grad.

 

Flere er endda gået så vidt at mene, at en juleøl i dag skal smage, som om der er udblødte brunkager i øllet. At juleøl ikke blot er stærkt øl brygget ved juletid, for at være modvægt til den fede julemad, men skal smage af jul. Hvilket vil sige af kardemomme, kanel og nelliker, som var det julekage. En joke, lanceret af Youngs i London for nogle år siden under titlen Christmas Pudding Beer, er i dag taget alvorligt i mange danske mikrobryghuse. Og det uden megen skelen til, at det ikke er videre befordrende for kryddersilden at blive skyllet ned med sukat og kardemomme. Det er nærmere brugbart som dessertøl eller aperitif.

 

Men hvordan ved vi det, når vi står foran hyldemeter efter hyldemeter af dansk juleøl, og ikke har råd til at hælde for 40 kr. julekageøl ud, når man fejlagtigt har købt det? Ganske enkelt ved at bryggerierne fremover skriver på etiketten, hvilke kryd-derier (om nogen) der er benyttet, og især hvilke malte og humletyper der er i øllet. Altså en virkelig brugbar deklarering, således at vi forbrugere bliver klædt bedre på til at forstå smagsnuancerne i øllet, når vi også samtidig kan kloge os, når vi ser det på tryk på etiketterne.

 

Herved tvinger vi også de større bryggerier til at skrive, hvor deres øl er brygget. Eksempelvis står der intet om det på øletiketterne fra De Fem Gaarde, men så kan jeg hjælpe og fortælle, at det er Harboe, som brygger det. Lige som de også brygger for Skælskør Bryghus (som ikke eksisterer), Gourmet Bryggeriet, Ølfabrikken og flere. Men øllet her er naturligvis stadig brygget her!!

 

Glædelig juleølshøjtid!!!

 

 

 

Kokken anbefaler

Nürnberger Bratwürste

Med sennep og surkål.
Eller salat.

Kr. 90,-
Copyright © 2012 - Aage Damgaard ApS, Lundvej 8, DK- 7400 Herning