Det hele begyndte længe før, det hele begyndte...

Kan du huske dengang, vi afholdt ølsmagninger for hinanden, hvor det gjaldt om at kunne smage forskel på Hof og Tuborg. Det var nemt nok med den første, men derefter kunne man ikke smage en skid forskel på noget som helst. De var meget ens. Siden blev de to konkurrerende bryggerier slået sammen, så nu behøver vi heldigvis ikke at prøve at smage forskel længere. Begge bliver i dag lavet i Fredericia og smager derfor anderledes, end da de blev lavet i København med det meget kalkholdige hårde vand. Desuden indgår ingen af disse to nævnte mærker i disse tiders mange ølsmagninger landet over.

Det gør derimod et utal af andre danske øl. Vi har i dag over 100 små og store bryggerier i modsætning til, hvad der fandtes for bare 10 år siden. Og dem der var, bryggede udelukkende pilsner, pilsner og atter pilsner.

I dag har vi fået et utroligt stort udbud af øltyper og især af forskellig smag. Smag for forskelligheden i øl er noget nyt her i landet og er helt klart kommet med ølboomet herhjemme.

Tidligere havde vi meget store muligheder for at åbne vores øllede øjne for smagsnuancernes friskhed, men vi forpassede dem. Med glæde endda.

Det var under de store ølstrejker i 1960 og især i 1965, at vi havde muligheden, idet der ikke blev tappet dansk øl i temmelig lang tid. Næsten to måneder gik der i 65. Vi fik derfor et hidtil uset udbud af udenlandsk øl ind over grænserne. Og det blev smagt og diskuteret livligt.

Der kom svensk, fransk, tysk og belgisk øl til landet. En hel del af det smagte markant anderledes, end det pilsnerøl vi kendte. Svenske Pripp leverede øl, som smagte som at slikke på kapslen, som Dan Turèll skrev i sin dagbog. Og de tyske pilsnere var også markant anderledes end Hof og Tuborg. De var nemlig væsentlig bedre, friskere og mere humlede. Især Jever fra Friesland ved Bremen. Den har en stor humlebitterhed ligesom den tjekkiske Urquell.

Men det kunne danskerne ikke smage dengang. Puha og badv! Lige så snart ølstrejken var overstået, og det velkendte danske pilsnerøl atter blev brygget, røg det udenlandske ud igen. Det blev endda solgt til ingen penge i forhold til de høje priser under strejken. Men ingen ville drikke det. End ikke næsten gratis. Vores begejstring for et anderledes og nuanceret øludvalg kunne ellers let være vakt allerede i 1965. Men nej!

Efterfølgende har der været store ølstrejker i 1979, 1980 og 1985. Ja, så sent som i april i år var der strejke på Carlsberg, men det var der ikke mange, som opdagede. For nu er vi bedre vant, takket være det store ølboom i det første årti i dette årtusinde. Nu nyder vi at smage forskel på ale og stout og juleøl, og alt det andet vi kan vælge mellem i dag.

Faktisk er der over tohundrede forskellige NYE danske øl med i Ølentusiasternes kåring af dette års vinderøl. Det er altså mange, og interessen er stor. Blandt andet takket være foreningen af ølentusiaster, men især takket være nærværende bryggeri. Det hele begyndte nemlig længe før, det hele begyndte. Faktisk allerede i 1990 med åbningen af Bryggeriet Apollo på Vesterbrogade ved Tivoli i København. (Navnet stammer fra det berømte Apollo Teater, som tidligere lå på adressen).

Snart efter åbnede Aage Damgaard yderligere et mikrobryggeri i Århus og siden i Herning og Odense. Hvilket var meget modigt gjort i et land, hvor befolkningen kun ville have pilsner, pilsner og atter pilsner fra de store bryggerier.

Det er nu tyve år siden, og ti år tidligere end den store ølinteresse for alvor blev vakt i Danmark. Dette mod er den virkelige årsag til, at vi i dag værdsætter godt øl og har et mægtigt udvalg at boltre os i. God fornøjelse og skål for Damgaard.