Midt i en løbetid...

Kommentar af Jacob Ludvigsen 

Langdistanceløb var for få år siden forbeholdt toptunede idrætsmænd og –kvinder, som var grebet af trang til at sætte rekorder, så de kunne deltage i olympiske stævner og blive en pryd for fædrelandet. I dag er flittig fodaktivitet på vej til at blive en folkedille, således at man snart føler sig som asocial, hvis man ikke ifører sig passende klædedragt og spurter afsted flere gange om ugen.

Løb for livet, det er så sundt, hævdes det. Her tager man ikke højde for de idrætsskader, som er en naturlig følge af overbelastning af ankler og knæ. Følgevirkningerne indgår ikke som en specificeret post på sundhedsregnskabet, så det bliver rent gætteri. Til en begyndelse kunne løbomanerne tegne en fodforsik-ring, så de ikke skal belaste de offentlige kasser, når benene brister.

Vist skal vi mennesker bevæge os, og mange af os er sandsynligvis for dovne, fordi vores arbejde er stillesiddende. Så et vist mål af motion i form af f.eks. en spadseretur er fint og fornuftigt, men det er vel ikke ensbetydende med, at man skal presse sig selv til det yderste med fare for liv og lemmer.

Fanatisme er sjældent klædeligt, og løberne har for længst passeret grænsen, det er ikke længere et privat anliggende, men en folkesag, hvor det er let at skelne mellem "dem og os". Løberne er de frelste, tøverne er synderne, og det skulle ikke undre, hvis de mest begejstrede har den opfattelse, at de som aktive burde have et fradrag, mens de passive skal adfærdsreguleres med en særlig dovenkropskat.

Efterhånden er det sådan, at man ikke skal regne med at få det eftertragtede chefjob, hvis man ikke kan møde op med certifikater, der dokumenterer ens præstationer på asfalt og grusbane, helst en New York Marathon. Disciplin og selvkontrol er nødvendige lederegenskaber, og den tidligere statsministers presseofficerer gjorde meget ud af at vise chefens ufattelige udholdenhed. Efterfølgeren har fået besked på at optræde som elitemotionist, så han deltager i cykelløb, selv om han vist hellere ville sidde og snakke over et krus fadøl.

Løberiet er blevet en branche, der sælger for over en halv milliard sko, pulsmålere, skridttællere, pandebånd, mobile vandflasker og specialdesignede sokker. Skal man være fit for fight, skal man have det rette outfit.

Vi andre kan få et glimt af herligheden, når vi rykker til side for at give plads til en eller flere dynamiske sportsudøvere, der svedende stryger hen over asfalten. Det er jo sådan, at hele "det offentlige rum" principielt er et stadion, hvor den hurtigstes ret er lov. Til side, I dvaske fladpander, her kommer vi, det sejrende løbefolk! På udvalgte dage er hele byen omdannet til et løbodarium, hvor udposterede hjemmeværnsfolk i trafikgule veste sørger for, at hele vejbanen friholdes til fordel for fodfolket. Undervejs er der boder med vand, som de rutinerede forstår at gribe i farten, så deres gennemsnit ikke trækkes ned af unødvendige pauser. Dynamikken forstærkes af lydende fra den medbragte Ajfoun; drøn fra den automatiske rytmeboks sætter pulsen i vejret, og man føler sig som sejrherre eller -dame. Men det er ikke nok at spæne rundt, man skal også leve sundt. Prædikanter og profeter står klar med anbefalinger af den rette kost til elitemotionister. Grovkernebrødet påføres et tyndt lag syntetisk smør, der nydes med fedtneutral yoghurt, drysset med revne økologiske gulerødder, svagt ristede græskarkerner og små buketter broccoli. Kød er jo den rene død, så det springer vi over.

Løbedillen stikker også sin bukkefod ind i ølfolkets verden. En jysk ølklub reklamerer i magasinet "Ølentusiasten" med en halvmarathon (21 km), der efter endt gennemførelse kvalificerer til prøvesmagning af 21 slags øl. Tja, så vanker der i det mindste en belønning forude, men når grovpuritanerne hører om arrangementet, vil de sikkert advare og anbefale, at drikkeriet indskrænkes til at omfatte alkoholfri ølsorter, eventuelt suppleret med tynd hyldebærsaft.

Løbesvøben er en folkesag, og skam få den kætter, der ikke retter sig efter statsbefalingen. Løb bliver snart et skolefag og et obligatorisk krav på arbejds-pladserne. Og så må vi acceptere sprængte ledbånd, forstuvede fødder, vabler, huller i hælene, skamferede skinneben, pletter for øjnene, blod i munden og – i særlig triste tilfælde – kollaps. Alt har jo sin pris, det kan man ikke løbe fra.