Practical jokes og skjult kamera
Kommentar af Mik Schack
Vi mennesker elsker practical jokes og skjult kamera. Verdens største practical joke er uomtvistelig den, som er lavet på samtlige flypassagerer over hele verden gennem de seneste ni år. Og ofrene undrer sig endda ikke længere over, hvad de bliver udsat for og leder heller ikke længere efter skjulte kameraer over security check, som er sat op i alverdens lufthavne, uden andet formål, end at underholde.
Når man så har moret sig nok over det, udvides repertoiret med yderligere finurlige practical jokes. Såsom de kendte foranstaltninger, som tvinger flypassagerer til at afføre sig fodtøj og livremme, udtage og åbne bærbare computere, tømme lommer i bukser og jakker, så alt vælter rundt, hulter til bulter, i små papbakker, kropsvisitationer med elektroniske stave af umyndiggjorte mennesker balancerende på høje skamler til skue for tusinder, som venter i evigheder på at komme tilsvarende offentlige skærmydsler igennem, hvor indholdet af dametaskerne bliver blæst op på storskærme, så alle de batteridrevne dildoer eksponeres, mens kønslæbepiercingerne får samtlige alarmer til at lyse og larme over hele checkzonen.
Når verdensbefolkningerne endnu en gang har vænnet sig til at blive ydmyget offentligt, skrues lidt mere på irritationshåndtaget, ved at gøre security checks langsommere at komme igennem, således at det er nødvendigt at møde helt urimeligt tidligt op i lufthavnen, selv om de moderne selv-check-ind maskiner ordner det praktiske på få minutter i forhold til tidligere. Helt vildt morsomt er det, når de cremer og drikkevarer man lige har købt til rejsen, bliver taget fra én igen og smidt lige lukt i skraldespanden. Det er så ondskabsfuld en joke, at selv ikke Claus Hjort Frederiksen kunne have fundet på den. Jeg har set små pakistanske mænd, som har brugt de sidste penge på at købe gaver med hjem til sin store familie, hvor hele molevitten røg til destruktion. Og helt modbydeligt underholdende bliver joken, når de arme rejsende atter har samlet sko og seler og stumper af nøgler, penge, pas og kondomer sammen, og har bragt klæderne nogenlunde i orden igen på den helt usædvanlig lille plads for enden af securitybåndet, og derefter kommer direkte ud i de toldfrie butikker. Her sælges cremer og drikkevarer magen til dem, som blev smidt ud lige for lidt siden, fordi de udgjorde en fare for flysikkerheden. Nu er de pludselig ikke eksplosionsfarlige længere. Det er fuldstændig til grin.
Seneste stramning af denne practical joke er de nye kropsscannere, som fotograferer gennem tøjet og udstiller de rejsendes trusseføring, kønsbehåring og mangel på samme. Piercinger, ar, brystproteser og venstre- eller højrehængte snabler bliver ligeledes udstillet for et talrigt personale, som videresender optagelserne til You Tube og lignende fora. Meget morsomt! Næste fase i løjerne bliver tilsvarende security, inden vi går om bord i S-tog og bybusser. Det vil naturligvis have lige så ringe praktisk betydning som i lufthavnene, men det bliver fandeme morsomt!!
