Grønbjergholm-Mysteriet

Det var et forfærdeligt uvejr – det stormede som aldrig før, og vindstødene smed rundt med de store grå cementsøjler, der stod, eller rettere fløj, rundt omkring i den gamle park på slottet Grønbjergholm. Regnen piskede nådesløst mod den stakkel, der havde vovet sig ud i det forfærdelige uvejr, men han ænsede det næppe. Under et tyndt regnslag anede man et ansigt, der ikke viste følelser - højst et lille overbærende træk om mundvigen.

En kæmpeskikkelse, der stålsat fortsatte gennem parken op mod det gamle slot. Oppe i det tilskoddede og mørklagte slot sås der pludselig lys i en sprække. "Jeg vidste det," tænkte skikkelsen højt, "så havde jeg alligevel ret." Han nærmede sig den majestætisk høje egetræsdør med inskriptionen Grønbjergholm Anno 1727, men det behøvede skikkelsen ikke at læse. Han kunne det alt for godt udenad.

Han bankede på med sin store vandrestav – bank – bank – bank, sagde det gennem stormen, men intet skete – han bankede på igen bank – bank – bank, der skete stadig intet. "Selvfølgelig," tænkte skikkelsen og kikkede op.

Helt oppe i det store tårn over hovedbygningen stod et vindue åbent. Skikkelsen sprang let op og kravlede frygtløst de femogtyve meter op ad muren ved at klamre sig til den gamle vin, der dækkede hovedbygningens mure. Han svingede sin muskuløse krop ind i det mørke rum og smed regnslaget med en tavs bevægelse og var helt stille. Han bevægede sig gennem det kulsorte rum, som man kun kan gøre, når man ved, hvor alting står. Hvordan kunne den fremmede dog vide alt dette?

Han åbnede en dør ud mod tårntrappen og listede sig forsigtigt ned efter lyskilden, han havde set ude fra parken. "Nu skal de slyngler få betalt," hviskede han, mens han listede en boltsaks frem fra sin lærredsjakke. "I femten år har jeg ventet på dette," hviskede han videre.

Pludselig hørtes en voldsom tumult, og den tavse skikkelse stod helt stille. Ud af rummet, hvorfra skikkelsen havde fået øje på lyset, kom fire meget fint påklædte mennesker forfulgt af to banditter.

Mellem de to banditter hang en meget smuk kvinde med bind for øjnene. Kvinden vred sig nyttesløst mellem sine oppassere, og den forreste sagde: "Vi må afsted, inden han kommer til slottet. Han kan ødelægge alt det, vi har arbejdet på så længe. Godt, vores hemmelige kilde gav os et tip i tide," og så lo han med den mest hæslige latter, mens den smukke kvinde med bind for øjnene hulkede ulykkeligt.

Skikkelsen sænkede fortvivlet boltsaksen og ventede, til selskabet var forsvundet ned i hall’en og ud gennem døren. Det sidste han hørte gennem stormen, var lyden af en Rolls Royce Phantom 420, der kørte væk fra slottet.