Kunsten at kunne det man ikke kan

"Kunst det er noget man ikke kan, for hvis man kunne, så er det ingen kunst". Dette udsagn af Robert Storm Petersen (1882-1949) dukkede op ved gennembladningen af et postordrekatalog med fine tilbud på farver, pensler og lærreder i mange størrelser.

Alle børn tegner og frembringer overraskende gode billeder, der ånder af spontanitet og livsglæde, to af kunstnerens grundstoffer. I løbet af deres opvækst mister de interessen, synes måske at det er lidt barnligt at sysle med farver. Nogle få bliver ved og udvikler deres talent, heraf vil nogle enkelte besidde den originalitet, der gør deres værker til en oplevelse for andre.

Enhver kan anskaffe for 1.000 kr. kunstnerartikler og have nok til at åbne et mindre galleri og til den lokale presse udtale, at "jeg har altid været meget glad for farver". Men selv om den selvlærde sagtens kan blive en efterspurgt maler, er det ikke nok, at man kun mestrer den nonfigurative genre. Det er mere betryggende, at penselsvingeren også mestrer de klassiske dyder og har valgt det abstrakte, at det ikke er hendes eneste udtryksform.

Man skal ikke kritisere andres hobby. Enhver har ret til at udfolde sig, hvad enten det gælder hjemmebrygning eller gobeliner. Derfor skal der ikke lyde et ondt ord om det stigende antal hjemmemalere, som udtrykker følelser i deres kompositioner. Risikoen opstår først, når amatørerne forsøger at træde ind i de professionelles rækker og insisterer på, at deres kunst er lige så betydningsfuld.

Udvidelsen af begrebet kunst har taget fart med de talrige skulpturer i det, der af sagkyndige kaldes "byrummet". Disse ydre rum er blevet forskønnet med meterhøje installationer af permanent karakter, ofte udført i metal eller granit. Torve og pladser beriges med kunst, og i rundkørslerne uden for byerne stander andre originale skulpturer af blandet beskaffenhed. Til glæde for kunstnere, byplanlæggere og lokale leverandører af blandt andet kranservice.

Men giver det gladere borgere, trækker det turister til? Ikke den rutinekunst, som er uden idé og glød, mens jeg gerne genser Svend Wiig Hansens skulptur på Sædding Strand "Mennesket ved havet" fra 1995, hver gang jeg har fornøjelsen at besøge Esbjerg. "Maren på æ woun" i Holstebro, nu så kostbar at den må låses inde om natten, er da også et gadescoop.

"Kunst det er noget man ikke kan, for hvis man kunne, så er det ingen kunst". Vi tager udsagnet fra en af Danmarks store tænkere – Storm P. overgår måske Søren Kierkegaard – én gang til. For aber kan male, det har vi set eksempler på, men det er jo ikke kunst. Og at oversætte kunst til ord er de færreste beskåret, oftest går det galt, og derfor er der langt mellem de kvalificerede kunstkritikere, man kan have respekt for. På den anden side er det heller ikke rigtigt, at kunst holder op med at være kunst, når kunstneren kan det.

At bygge en bro tværs over Storebælt er så afgjort ingeniørkunst, selv om nogle vil indvende, at selve kunstbegrebet skrider, fordi kunst ikke skal være nyttig i materiel forstand. Ølkunsten når til stadighed nye udtrykshøjder i kraft af brygmesterens voksende viden og vovemod. Mens maleriet udelukkende glæder synet, er det velskænkede krus udover at være øjet til behag brygget til at glæde smagssansen og slukke tørsten. Tænk blot på Erik Henningsens maleri af den dehydrerende mand, der gennem et århundrede blev gengivet på Tuborgs plakater. Men er han kunst? Ja, hvis vi henholder os til den definition, som forfatteren og kulturjournalisten Kristen Bjørnkjær afslutter sine nyligt udkomne erindringer med:

"Kunst er, hvad man synes er kunst. Hvad der er kunst for den ene, er ikke nødvendigvis kunst for den anden, og ingen har mere ret end nogen anden.

Derudover findes en konsensus i brede dele af kunstverdenen om, at noget er mere kunst end noget andet. Det kommer i kunstleksikonerne og litteraturhistorien. Det er det, vi i daglig tale forstår ved kunst".

Diskussionen vil vare ved.