Grønbjergholm-Mysteriet

Det sidste vores mystiske og kæmpestore skikkelse hørte, efter at have sneget sig ind på slottet Grønbjergholm gennem stormen, var lyden af en Rolls Royce Phantom 420, der kørte væk fra slottet med den kvinde, han havde viet sit liv til, bastet og bundet på bagsædet. Bortført af fire meget fint påklædte mennesker og to hæsligt udseende banditter. Åh nej, åh nej, han var kommet for sent.

Modløst tændte han lyset, og slottets gange lå badet i lys. Det elskede slot, hvor han som barn havde haft de mest ubekymrede år. Længe inden, at det begyndte at gå galt i den fine adelige familie De Beuf von Rosen der Copenhagengehen. En familie, der havde udmærket sig under generationer af konger ned gennem historien.

Uroen i familien startede med, at en fætter til den siddende Greve Julius De Beuf von Rosen der Copenhagengehen, fætter Norman havde krævet en post som direktør i familiens konservesfabrik. Det var ham, der havde lanceret begrebet: "Spinat på dåse er lige noget for sunde måse".

Fætter Normans krav om en plads som direktør i konservesfabrikken havde udløst store stridigheder i familien, og en lavine af opgør i de forskellige firmaer, familien kontrollerede over hele verden, tog nu sin begyndelse. Metoderne blev grovere og grovere, og selv mord blev en del af hverdagen i den fine slægt, og for at beskytte sin førstearving, havde den siddende Greve Julius De Beuf von Rosen der Copenhagengehen sendt vores skikkelse først på kostskole i Schweiz, derefter videreuddannelse, først på Oxford siden på Berkeley School of Economy i Boston og siden på hårdt arbejde på familiens oliebesiddelser i den Mexicanske Golf.

Han havde i alle disse år ikke haft føling med tingene hjemme på Grønbjergholm, men han havde dog under en enkelt juleferie derhjemme nået at forelske sig ganske håbløst i bagerens den mellemste – den kønne og uskyldsrene Mellanie. De havde haft så kort tid sammen, men dog lovet hinanden evig troskab.

Under et forretningsophold i Zürich havde den unge Mellanie taget sin cykel og var kørt de 940 km for at være sammen med sin elskede. De havde haft en vidunderlig eftermiddag, hvor de blandt andet havde set Charlie Chaplins bolig, spist ostefondue og havde nået at forlove sig. Inden Mellanie cyklede tilbage til landsbyen ved Grønbjergholm, havde vores skikkelse sat en ring med en funklende diamant på hendes finger som tegn på deres pagt. Han havde også købt et par fornuftige sko til Mellanie.

Nu sad han på en bænk i den store hall på Grønbjergholm og græd ned i den kappe, han havde haft på, da han sneg sig op til slottet for at befri sin elskede. "Jeg skulle være rejst med det samme, da jeg fik brevet," sagde han selvbebrejdende ud i det tomme rum. I det samme mærkede han en kroget hånd på sin skulder.