Mål og masse i den digitaliserede tidsalder

Kommentar af Jacob Ludvigsen

At digitaliseringen af alle Danmarks tingbøger skulle gå galt, det vidste man næsten på forhånd. Ligesom udviklingen af det elektroniske rejsekort tegner til at blive en ubrugelig skandale.

I statsadministrationen får kontorister skuderklap og måske bonus, når de har opfundet en forventet rationaliseringsgevinst. Men den udebliver, og det får ikke følger for fjumrehovederne.

Huskøberne og de mæglere, banker, advokater, revisorer, real-kreditinstitutter m.v., der lever af, at andre handler fast ejendom, er med rette rasende over en vente-tid på flere måneder.

- Vi regner med at være gennem de 75.000 sager, der har hobet sig op, engang til sommer, hvis alt ellers går vel, beroliger en ting-lysningsofficer. Det burde være straf- og erstatningspådragende at udsætte medborgere for de trængsler og omkostninger, som den falske systemoptimisme forvolder.

Bagsiden af den digitale udvikling kendetegnes af vældige planer om fantastiske systemer, som vil gøre alt hurtigere, billigere og lettere for menneskeheden, men viser sig at være en komplicerende og ofte uhåndterlig konstruktion, udtænkt af programmører uden praktisk indsigt i de opgaver, der skal udføres. Det er for eksempel naragtigt, at det offentlige sygehusvæsen endnu ikke har været i stand til at indføre den elektroniske patientjournal, som kan hentes frem på alle sygehuse (og som Politiets Efterretning har ret til at snage i, for den må nemlig alt i vore dage).

Mærkværdigvis lykkes det næsten altid disse vældige systemleverandører at få de offentlige kunder til at skaffe endnu flere millioner, og så skal det nok gå godt. Til sidst får man rimpet noget sammen, som stresser alle parter.

Frit fiber til folket
Alt det snak om, at Danmark skal være en førende it-nation, ligner rituelle besværgelser uden reelt indhold. For det er ikke nok, at man efter lapperierne har en digital tjeneste, der fungerer, hvis det kniber med transmissionen. I modsætning til en række andre lande anser man det ikke nødvendigt at sikre, at alle husstande har ubegrænset fiberbredbånd. I Korea og Japan ved de godt, hvad det drejer sig om, herhjemme lader man stå til og accepterer, at det telefonselskab, der engang var et monopol, er godt på vej til at blive det igen. Det betyder, at internettrafikken for de flestes ved-kommende ekspederes gennem forældede kobberforbindelser. Trådløst er ikke nok og virker langt fra alle steder. Engang var 1 megabyte vældig meget, nu er en terabyte snart standard på små maskiner til 3.000 kr. Store filer fordrer brede digitale motorveje og ikke et optunet telefonnet fra Graham Bell’s ungdom.

Ser vi bort fra de digitale sandslotte, som både fupmagere og såkaldt seriøse virksomheder har held til at sælge, så er det naturligvis ret smart, at man nu kan have 1.500 bøger i en læseskærm, der også sikrer adgang til aviser og arkiver. Uden på nuværende tidspunkt at vide meget om apparatets anvendelighed kan det forudsiges, at en ny revolution er på vej. Før gik der næsten 100 år mellem hver basisopfindelse (damp, elektromotoren, transistoren), i dag går det væsentligt hurtigere at finde på noget nyt. Internettet slog igennem i 1997, den bærbare overhalede den stationære computer i løbet af 2005-2007, og sådan kan man blive ved med at glæde sig over alle de fordele, som de moderne apparater giver os.

En halv pot øl
Når et produkt får større ydeevne, fylder mindre, bruger mere energi og samtidig bliver billigere, kolliderer det med vores tillærte forestillinger om vægt og effekt, som vi kender fra tanks, traktorer og Trabanter. Tænk, hvis et lokomotiv kunne køre 800 km/t på fire lommebatterier. Netop i den forandringstid, hvor vi gradvist vænner os til at vende de fysiske forestillinger på hovedet, er det rart, at en halv liter stadig holder samme mål. I år er det sjovt nok 100 år siden, at overgangen til metersystemet begyndte at træde i kraft, mange har sikkert været vrede over, at en pot øl (0,96 liter) nu skulle kaldes en liter.

En halv pot godt øl er et fast holde-punkt i en foranderlig verden. Måske trænger de overophedede systemarkitekter også til et humle-tilskud, der kan redde dem fra at begå flere dumheder.

Erkendelsen af det store i det små på det teknologiske plan vil også brede sig til læren om levende organismer. Vi tager det for givet, at myggen er dum, og at det i sig selv giver os ret til at daske den. Insektet er en snild opfindelse, der har andre egenskaber end os, men ikke nødvendigvis er "dummere". Blæksprutter bruger redskaber og kan samle sig et rundt typehus. Nå ja, det vidste vi jo ikke. Viden-skaben må skrives om. Igen og igen. En halv pot øl forekommer dog ret veldokumenteret.