Livsstilssygdomme
Kommentar af Søren Dahl
I dag findes der en hel gruppe sygdomme, som man under ét kalder livsstilssygdomme. Stress er en af dem, og det griber åbenbart om sig. Flere og flere bliver ramt af det, og de bliver yngre og yngre... Forleden læste jeg, at rigtigt mange børn efterhånden lider af stress, og det kan jeg godt forstå. Børn i dag skal da blive stressede:
Hver eneste dag står de over for store og svære valg: Skal man kaste sig over sin Play Station, Nintendo Wii, ska’ man se en dvd, og hvilken én skulle det i så fald være, eller sku’ man måske nøjes med Cartoon Network, Disney Channel, DR Ramasjang, eller måske bare et computerspil. Eller sku’ man lokke far ned i bowlinghallen, eller sku' man tage i svømmehallen???
Ja, allerede her begynder jeg så småt at blive stresset, og så er der vel egentlig ikke noget at sige til, at en 9-10-års purk også bliver det, vel? Der havde jeg det noget nemmere, dengang jeg var barn. Vi behøvede ikke at have et værelse på 20 m2 for at få plads til legetøjet, hvis vi overhovedet havde legetøj. Ja, det var andre tider. Der var ikke noget, der hed livsstilssygdomme. Jeg ved ikke, om vi kunne prale af, om vi overhovedet havde en livsstil, men hvis vi havde, så var vi i hvert fald ikke klar over det, men i dag er det noget, man vælger, ligesom man vælger politikere - bare med den forskel, at det er noget nemmere at skifte sin livsstil ud.
Og børn og unge begynder allerede i en meget tidlig alder at vælge livsstil, og det er da bestemt ikke en nem sag, så der er ikke noget sige til, at de bliver befængt med stress og ramt af traumer, for den sags skyld, også på det område er vi andre sluppet betydeligt billigere. Hvis vi absolut blev tvunget ud i et valg, så var det højst valget mellem, om vi ville have tæsk med en stok eller med en snor. Det var til at tage og føle på.
Det andet, det synes jeg er direkte umenneskeligt, så på mange måder kan man godt sige, at vi i grunden er en forkælet generation, og så er det jo os, der er fædre og mødre til den nye generation af unge, der, når alt kommer til alt, slet ikke er så lidt klogere end os andre, når alt kommer til alt.
