Du er her: www.bryggeriet.dk > Brygavisen > Tidligere aviser > 2010 > Feb_2010 > Kontanter
 
Rigtigt fadøl skal drikkes friskbrygget

Når kontanter kommer til kort

Kommentar af Jacob Ludvigsen

 

- Jeg vil gerne have lov at betale. Det smagte herligt!
- Desværre, vi tager ikke længere mod sedler og mønter.

 

Er det fremtiden? American Airlines har meddelt, at deres medarbejdere fra 1. februar udelukkende accepterer credit cards. Cool cash er gået kold. Snart vil kampen mod kontanterne brede sig, akkompagneret af en taktfast folkeopdragelsespresse, som idealistisk tror på det effektive værn mod den sorte økonomi og i øvrigt skriver, hvad staten forventer.

 

Et land som Norge, der vandrer sine egne veje, kunne godt finde på at forbyde pengesedler i 2015 og henvise al handel til kort, som kan kontrolleres. Professorer anbefaler en reform, der én gang for alle skal gøre enhver transaktion sporbar fra en rulle "sæterkeks med kræm" til en pakke "rulletobakk"; sidstnævnte giftstof er fra årsskiftet fjernet fra de norske butikshylder og gemmes under disken. 20 styk hvide helvedespinde koster 72,50 kr.

 

Kontanter på kanten

Herhjemme er der en grænse for, hvor meget man må købe kontant. Beløbet må ikke overstige 100.000 kr., og det volder velsagtens vanskeligheder, hvis man skal veksle sine sorte skil-linger til en stor sort sportsvogn. Menneskelig snilde plejer dog at kunne løse den slags formaliteter. Og hvis den svarte økonomi ikke kan gennemføres ved hjælp af norske kroner, findes der mange andre møntsorter. Sideløbende meddeler (endnu) en undersøgelse, at de lande, der har den mest udbredte undergrundsøkonomi, klarer sig forholdsvis bedst i kriseperioder.

 

Danmarks Nationalbank er begyndt at sende nye sedler på markedet. Tegnestuen og trykkeriet skal holdes i sving, det er den sidste industrielle fremstil-lingsvirksomhed i København. Foreløbig ligger det tungt med Danmarks indtræden i Øvro-zonen, da statsunderskuddet er for stort til, at vi kan blive optaget. Nationalbanken sikrer, at vi ikke løber tør for sedler. Heller ikke de lyssky handelsfolk. Engang kunne papirpenge veksles til guld, der var en fast målestok, et økonomisk metersystem. Moderne stater lader seddelpressen rulle og tager balladen senere. Guldprisen stryger i vejret, Kina hamstrer.

 

Datomærkede penge

En af de mest citerede storbankøkonomiske vismænd var for nylig på banen med et sælsomt forslag. For at tvinge folk til at shoppe – i min skoletid lærte vi at lade daleren rulle i sparekassen – skal man opfinde en slags værdichecks med fast udløbsdato og fordele dem til folk på nærmere fastsatte vilkår. Hvis de ikke i tide omsættes til forbrug, vil de gå tabt. Efterspørgslen vil stige, detailbutikker og leverandører vil skrige – af glæde.

 

Man skal helt tilbage til Hans Scherfigs uovertrufne roman "Idealister" for at finde tilsvarende tankegods. Her optræder cand. phil. Sivertsen som leder af GUF-bevægelsen (geografi, udbytte, forbrug), og han vil simpelthen forbyde penge. Alt betales ved hjælp af væringer, der taber værdi dag for dag og er værdiløse ved ugens udgang. Da en flabet student indvender, at han så skal spise råddent kød om mandagen, får han det klare svar, at fremtidens menneske er vegetarianer – og derefter er der ingen vanskeligheder, da en saftig kålrabi kan holde sig i ugevis. Husk: Der er ikke et milligram animalsk uhygge i et skummende glas frisk fadøl udover gærcellerne, men de er vel næppe omfattet af dyrerettighederne.

 

Kongen slår mønt

Cash is King, lød det i finanskrisens værste stunder. Her i riget er The King (Queen) cashier i henhold til Grundlovens § 26: "Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven". Hvilket mageløst vrøvl. Hvis Margrethe II begyndte at sysle med mønter eller sedler, ville der hurtigt blive bragt brev pr. bud fra Statsministeriet. De kongelige oppebærer en værdig velfærdsydelse, der ikke kan beskattes, og de får momsen på kasseboner refunderet. Alligevel er det dyrt at holde karnevallet kørende, for nylig måtte der foretages personale-mæssige indskrænkninger ved H.M. Kronprinsens hof.

 

Danmarks Riges regent er ikke rig, målt med europæiske fyrstealen. Derfor er det rart med venner, der generøst deler deres lystfartøjer, citylejligheder, snehytter, sydlige sommerslotte og privatfly med højhederne fra Amalien-, Schacken-, Fredens- og Marselisborgene. Om majestæten, prinsgemalen, kronprisen, kron-prinsessen, prinsen, prinsessen og resten af slægten klarer sig med tegnebøger i jakkelommer og dametasker, eller afregner alt med et platinkort af plastic, er uvist.

 

Kokken anbefaler

Sæsonretterne i august:

Tapas:

3 små specialiteter

Copyright © 2010 - Aage Damgaard ApS, Lundvej 8, DK- 7400 Herning