Du er her: www.bryggeriet.dk > Brygavisen > Tidligere aviser > 2010 > Aug_2010 > Trusse
 
Rigtigt fadøl skal drikkes friskbrygget

Trusse-elastik-mysteriet

Kommentar af Mik Schack

 

Mange af verdens største rædsler ville måske have været undgået, hvis ikke englænderen Thomas Hancock havde opfundet elastikken i 1820.

 

Inden da havde de syd- og mellemamerikanske Maya-indianere i århundreder udvundet gummi af saften fra gummitræet og havde formet det til forskellige formål. Deriblandt som bindemiddel mellem øksehoved og skaft, til beklædning og sågar til flasker. Det var sådan en gummiflaske, Thomas Hancock fandt på at skære i ringe og bruge som elastikker til at holde fast på bundter af papir i stedet for snor. Siden opfandt han en slags strikkemaskine med store skarpe tænder, som først rev rågummiet i bittesmå stykker, og derefter pressede dem sammen til et meget elastisk stofmateriale, som kunne bruges til at fastgøre strømpebånd, seler og lignende med. Han udvandt også større flader af gummitekstil, som han leverede til Charles Mackintosh, som lige havde opfundet regnfrakken.

Men det er primært den senere udvikling af bukseelastikken, som afstedkom de frygteligste scenarier over hele verden. Og stadig gør. For der er åbenbart ingen, der er så venlig at designe dametrusser, strømpebukser og selvsiddende nylonstrømper med så løs en elastik, at det ikke synes som om, der er presset flere pølser ned i beklædningen, end der egentlig er plads til. Elastikkerne i benåbninger og talje er så stramme og så tynde, at de uvægerligt snører kroppens mere slatne dele så meget sammen, at de tydeliggør konturerne af selve trusserne, som dermed lige så godt kunne have været båret uden på tøjet. Det var især i den stramme terrylenebukseperiode i 70’erne, det blev tydeligt, at der måtte nytænkning til. Damenumserne kunne ikke fortsætte med at blive så ødelagte af snærende elastikker. Det fik så film- og fotomodellen Anne Marie Lie til at designe et par dametrusser med indsyet elastik lodret mellem balderne, der udlignede trykket på elastikkerne tværs over, hvorved røven fik en mere naturlig facon igen. Men hendes trusse vandt ikke indpas i de danske husmødres garderober. Kassetrusserne fortsatte ufortrødent deres hærgen.

 

Undtagen på strandene, hvor de efterhånden blev taget helt af. For siden at komme på igen i form af et andet fremragende tiltag, nemlig g-strengen, der ikke, som mange tror, er opkaldt efter den tyndeste streng på en guitar, men derimod står for Genitalier-streng, som kun lige akkurat dækker gattet, eller måske endda deler det midt over som med en ostebue. G-strengen fik effektivt sat en stopper for de kraterdybe trussekanter i damebalderne.

 

Og nu er der endda kommet en C-streng, som blot er en slags stofbelagt fjeder, som klemmes sammen om understellet, som et selvsiddende damebind uden elastikker og syninger. Men forleden dag kunne jeg se hele nyere tids store fremskridt styrte sammen som et korthus, da fire piger kom ned på stranden til os andre, og indledte nogle øvelser, som ikke er set på disse kanter i umindelig mange år, nemlig omklædning på eet ben bag store vindblæste håndklæder.

 

Omklædningerne samlede al opmærksomhed fra de omkringliggende strandgæster, som alle som én lå i bar røv. Frem kom bikinier på størrelse med DalleValles mormortrusser og lignede noget, de selv havde hæklet af tykt uldgarn en gang i begyndelsen af 1970’erne.

 

De kunne lige så godt have klædt om til burka. Nypuritanismen havde bredt sig også til stranden. Den nypuritanisme, som gør, at C-streng-fjederen ikke bliver købt af nogen dansk kvinde, og at de store nye laserskårne hipster-kasseunderbukser allerede har udkonkurreret g-strengen. De er ganske vist sømløse, men har stadig elastikker i åbningerne, således at vi snart igen vil sidde ved vinduet med en Månedens Øl og se på fortovsmylderet og gætte på, om det er en Sloggi, en Triumph eller en Björn Borg-hipster, som sætter de kraftige elastikspor i de forbipasserendes stramme makronbunde.

 

 

Kokken anbefaler

Ølbraiseret oksesteg

En kraftig, fyldig ret til kolde dage.
Serveres med kartoffelmos og tyttebær.

Kr. 175,-
Copyright © 2012 - Aage Damgaard ApS, Lundvej 8, DK- 7400 Herning