Støj på hjernen

Kommentar af Mik Schack 

Sikken en larm! Midt om natten endda. Sådan føles det i hvert fald, når vækkeuret ringer én lige i hovedet og indikerer, at nu begynder en ny hektisk dag, hvor børnene allerede er i gang med slåskamp i køkkenet, om hvem som skal have de sidste cornflakes, og hvem som må nøjes med havregryn. Ørene bliver bombarderet med støj, allerede inden ens hjerne er kommet op over vågeblus. Ørerne hører endda ens egen mund råbe og skrige om kap med børnene for at få dem i tøjet, så de kan nå rettidigt i skole. For ikke at nævne at der er en bus at nå, så toget ikke kører for næsen af én. Der er jo et arbejde at passe, så der kan betales husleje. Det er sådan et af disse her kreative jobs, hvor både ens egen og en voldsom masse andres indtjening er afhængig af, hvad man finder på af genistreger.

Morgenmyldretiden er voldsom og støjende og stiger i intensitet i takt med, at bussen stadig ikke er i sigte. Den er proppet til bristepunktet, når den endelig dukker op. Der er ikke en plads ledig, hvor der ville kunne funderes over, hvad dagen skal bringe af lysende ideer. Det er der heller ikke i toget, som er fyldt med hvinende skolebørn med ipods i ørerne, som skal overdøves, når børnene prøver at snakke med hinanden. Ikke et øjebliks fred har dagen budt på indtil nu. Det er i indgangen til arbejdspladsen, at den totale katastrofe viser sig, for allerede inden man er nået hen til sin kontorstol, er hovedet som pakket ind i en dyne af tomhed. Synet af alle medarbejderne som sidder i ét stort åbent kontorlandskab, virker som valium på al kreativ tankegang.

Der bliver helt dødt oppe i roen. De andre har det lige sådan og prøver bare at abstrahere fra alle de uvedkommende lyde fra kaffemaskiner, computere, kopimaskiner, telefoner og samtaler om ingenting. Fra nu af handler det blot om at få tiden til at gå, så man kan komme hjem og finde på det, som arbejdet egentlig går ud på. Hvilket ikke er lige let, fordi børnene er kommet hjem fra både skole og fritidshjem til den tid. Det samme er naboerne, som alle mener, at tiden er inde til at få plænen slået med motoriserede hjælpemidler.

Det er i denne salige fred, i forhold til larmen på arbejdspladsen, at de kreative tanker folder sig ud og fostrer ideen om at finde ud af, hvem den idiot er, som har fundet på kontorlandskabet og har udbredt det over hele den moderne verden, således, at man er nødt til at pjække eller sygemelde sig for at få en fredelig stund hjemme til at passe sit arbejde i.