Sødt som saft og stærkt som pilsner

At være ung har aldrig været let. Flere generationer har med ubehag pryglet pilsnere i sig for at blive berusede, men humle-bitterheden brød de sig ikke om. Især ikke pigerne. For en snes år siden blev kombinationen af vodka og juice populær, og det fortsatte, da spiritusafgifterne blev nedsat. For en rund hund kunne man blande alkohol og frugtpulp med vand og sukker til to-tre personer, så var tømmermandsforberedelserne i gang.

Men det skal være lettere at være forbruger, og derfor bugner markedet nu af cider, der består af vand, sukker, saft og alkohol i samme mængde som en bajersk øl. Limonaden er lækker og letløbende, og emballagen virker så uskyldig og landlig, at det ikke føles forkert at indtage den i passende og måske især upassende mængder.

Afstanden mellem en velskænket fadøl, brygget her på stedet af de fineste råvarer, og den sød-syrlige læskedrik med skud i, svarer til forholdet mellem Himalaya og Himmelbjerget. Ligheden er kun, at det er flydende og indeholder alkohol. Måtte nutidens cider-entusiaster med tiden få smag for det ædle og ophøjede.

Overfor vores soveværelse i København ligger en døgnkiosk. Takket være en lovændring, som blev betegnet som liberalisering og fremskridt, er det nu tilladt at sælge alle former for blød og hård spiritus i nattetimerne, og kombineret med de uforlignelige pølsehorn kan den gamle brandert dæmpes i maven, mens man grundlægger en ny.

Allerede torsdag aften er der livlig driktivitet uden for butikken, og glæden ved samværet udmønter sig i glade udråb, muntre sange (eller så meget man nu kan huske af dem), henkastning af affald og udladninger fra det affaldsproducerende kraftværk, der kaldes menneskekroppen. Når man udsovet og veloplagt henter sine morgenaviser, møder man disse prægtige natteravne, som også burde have ligget i deres sunde senge og samlet energi til at passe deres uddannelse. Festlighederne fortsætter fredag og lørdag, søndag er sidste chance for at blive ædru og afværge en blå mandag, som kan være skæbnesvanger i en forsømmelsesprotokol.

Bevares, vi drak da også, da vi var i den alder, og dengang var der halvtreds øller i trækassen. Det var nok til en halv snes gæster, og vist lykkedes det at blive fulde og dumme og sentimentalt lallende, men vi kunne godt rejse os og finde hjem; kun sjældent festede vi igennem til den lyse morgen med friskbagt brød fra bagerens bagdør.

At anfægte ungdommens ret til at bælle sig bimlende-bamlende anses for aldersdiskriminerende, men advarslen bygger på erfaringer, for nogles vedkommende dyrt ind-høstede. Man kan komme grueligt galt af sted på sprut, og kombineret med såkaldte feststoffer kan det gå helt agurk for ikke at sige bananas.

Vi har et uddannelsesvæsen med plads til alle, men ikke alle passer deres pladser, og til sidst dropper de ud og ender som førtidspensionister i en alder af 32 år, efter at behandlingssystemet har gjort sit bedste igen og igen. Det er forstemmende med dette store spild af menneskelige muligheder, og arbejdsmarkedet har ikke brug for ukvalificerede medarbejdere.

Flyt hellere tankerne til det vederkvægende krus, der enten står på bordet eller snart vil blive båret frem med et smil. Lad glæden ved livets goder overskygge alle andre spekulationer på egne og verdens vegne. Sæt sanserne i sving, snus til skummet, lad lyset gennemstrømme den gyldne væske og se kulsyren bruse for at få lov at læske ganen med ædelt øl, direkte fra hanen.

Lad andre drikke æblevand, vi holder os til månedens mesterværk. Dog kan man ikke frigøre sig fra den tanke, at den ubeslutsomme og usikre del af ungdommen ville trives bedre, dersom de lærte den sande ølkultur at kende. Men det er jo slet ikke meningen med udskejelserne, som skal fremkalde en midlertidig personlighedsændring, der reducerer de hæmninger, som begrænser samværet mellem piger og drenge. Og uanset hvem vi er, og hvad vi drikker, er staten den sikre vinder. Cider har en afgiftsfordel, fordi den beskattes lempeligt som dansk frugtvin.