Keith Floyd (1943-2009)

Kommentar af Mik Schack 

Det måtte jo ske før end siden, at vi tabte Keith Floyd bag den store madvogn. Sådan som han siden 1984 har forført os med sine uovertrufne mad-eskapader verden over, både ude og inde, til lands, til vands og i luften. Der var ikke det sted på Jorden, Floyd ikke var i stand til at lave mad på. Om det så var på den højeste bjergtinde eller på en fiskerbåd i havsnød, så blev der fremtryllet uimodståelige lækkerbiskener. I hvert fald for øjet, for der er ikke mange, som har smagt det, han fremtryllede. Men han evnede at give os millioner og atter millioner af seere verden over forestillingen af, hvad det smagte af. Altid med et glas vin eller sprut i hånden og et skælmsk blik i øjet.

Jeg vil vove den påstand, at han var den første, som førte madglæde og sanselighed ind og ud af tv-køkkenet. Især ud. Inden han drog på langfart med panden over skulderen, var et tv-kokkeprogram altid optaget i et dertil indrettet tv-studie, med dertilhørende forudsigelighed. Det var det, som anarkisten Floyd revolutionerede.

Det havde hans forældre ingen anelse om, da de fødte ham i Reading i England i 1943. De var en arbejderfamilie, som kæmpede hårdt for at få råd til at give deres søn en ordentlig start i livet med god skolegang på Wellington Privatskole. Keith Floyd valgte derefter militærvejen, men fandt først efter tre år ud af, at de to var uforenelige størrelser. Efter forgæves at have prøvet at overtale kaserne-kokken til at servere gourmet-mad, åbnede han efter bruddet med militæret sin egen restaurant Floyd’s Bistro i Bristol, dog først efter at have ernæret sig som opvasker, kartoffelskræller og bartender.

Floyd åbnede yderligere to restauranter i Bristol, som hurtigt blev velrenommerede, men havde så elendig en økonomi, at de endte med at blive solgt alle tre. Han var endda nødt til også at sælge selve navnet "Floyd’s Restaurant", som den ene hed. Han fik nogle venner til at låne ham penge, så han kunne åbne en ny restaurant i Bristol, som bare hed "Restaurant", da han jo havde solgt retten til sit eget navn. Men inden da havde han forsøgt sig som restauratør i Sydfrankrig, stadig uden økonomisk held.

Den nye restaurant i Bristol tiltrak folk fra kunstens og mediernes verden, og Keith Floyd fik snart et sidejob som radiokok, hvilket i 1984 bragte ham hans eget tv-show på BBC. Hans tumult-agtige facon gjorde straks lykke blandt seerne verden over, og han drog derfor også ud til sine fans over hele verden for at tilberede retter af netop deres specialiteter. En global madnysgerrighed var vakt. Han talte et globalt sprog, nemlig madens, som ret beset er grundlaget for al kultur. Heller ikke mærkeligt, at de nu genudsender hans programmer på Travel Channel.

Han åbnede endnu et traktørsted i England. Denne gang en pub i Devon. Men da han hang mere i baren, end han svingede gryderne, endte dette eventyr med Floyds totale fallit. Dette var i slutningen af 80’erne. Selvom han havde stor tv-succes, blev han ved med at være i økonomisk og personligt uføre. Han blev således erklæret konkurs endnu en gang midt i 90’erne, da han angiveligt havde garanteret for en bestilling på drinks for mere end 360.000 kr.

På det seneste vendte han forretningsblikket mod Thailand, hvor han var involveret i driften af Phukets første gourmet-restaurant "Floyd’s Brasserie", som talløse af hans tv-beundrere bestormer, når de er på de kanter. Han fik også en bar på Koh Samui opkaldt efter sig. Hvilket jo er ganske sigende, i og med at han selv indrømmede i et tv talkshow, at han udenfor rampelyset drak alt for meget af ensomhed. Talkshowet blev bragt 14. september 2009 på Channel 4 og havde over 1 million seere. Dog ikke Keith Floyd selv, for han blev desværre fundet død af et hjerteslag få timer, inden showet blev vist.

Tak for festen, Floyd!