Når vi skal hygge os med en god bog, skal det fandeme være uhyggeligt...

Kommentar af Søren Dahl 

Vi læser krimier som aldrig før, og vi ser filmatiseringer af krimier som aldrig før – når vi rigtigt skal hygge os med hinanden, kan det simpelthen ikke blive uhyggeligt og ondt nok. Hvis en antropolog så på os udefra, ville han spørge, "jamen er det rigtigt forstået, at det simpelthen ikke kan blive råt, ondt, hadefuldt og kærlighedsløst nok?" Og vi vil byde den venlige antropolog et stykke kage og fylde lidt op af den gode kaffe og sikkert svare: "Ja, det kan vel lyde lidt mærkeligt, men det er nu så hyggeligt med de der Stig Larsson-krimier – De er så spændende."

Og antropologen vil spørge, "jamen læser I ikke andre bøger?" og vi vil svare: "Jo, men de her bøger er nu så spændende, og vil du ikke have et stykke kage mere?"

Vi læser faktisk rigtigt mange bøger, og er der ikke noget nyt på tapetet, kan vi jo altid læse Politikens piratudgaver af bøger, der af den ene eller anden grund ikke er udkommet endnu. I sit heroiske forsvar for ytringsfriheden kan man vel ligeså godt knægte andre rettigheder som ophavsrettigheder m.m.

Af alle verdener er bogens verden en af de mest vidunderlige. Nu ved jeg godt, vi skal skue fremad og nærmest vælte ind i fremtiden konstant, uden tanke for at enhver fremtid om lidt vil blive omtalt som de gode gamle dage, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor mange timer, uger, og måneder, jeg har tilbragt bag en bog. Det er rigtig lang tid i hvert fald, og så vil nogen sikkert sige: "Hvad kunne du ikke have fået fra hånden i al den tid?"

Men sådan tænker jeg ikke. En klog mand har en gang sagt, at et hjem uden bøger er som et legeme uden sjæl, og det er jeg slet ikke utilbøjelig til at give ham ret i, og det er ikke fordi, jeg kommer fra et litterært hjem. Da min far I sin tid fyldte 60, spurgte en nabo, om der da ikke var en bog, han ønskede sig, og han fik følgende svar: "Nej, sådan en har jeg". Og jeg tror, han ville have haft forståelse for en annonce, jeg her for nylig så i den blå avis: Det var en, der havde sat en bog til salg og så tilføjet: Kun læst én gang!

Det er jo en dejlig enkel måde at forholde sig til litteraturen på. Jeg er vokset op i den egn af Jylland, hvor der boede mange slægtninge til Jeppe Åkjærs nabo Pe’ Smed, hvis omkvæd konstant var: "Hwa’ nyt’ er’t te’," og på de kanter var den vigtigste bog naturligvis Bibelen, mens den næstvigtigste var tegnebogen. Så slog den socialdemokratiske velfærdsmodel igennem, og så kom Bogklubberne. Unions Bogklub var med til at bringe bøgerne ind i mange hjem, og gav ligesom et "fortroligt" forhold til bøger. Ikke at de altid blev læst, men de fyldte dog de nyindkøbte bogreoler ud, og så var de ganske fortrinlige til at klodse ting op med.

Så kom ikke og sig, at litteraturen ikke er bæredygtig. Jeg husker f.eks. en nabo til mine forældre, der i mange år havde sin gulvvase stående på "Danmark set fra luften".

Nok om gulvvaser - tilbage til bøgerne – krimier, skæbneromaner, biografier, kogebøger, bøger om kvinder, bøger om mænd, bøger om børn, bøger om bøger. Emnerne er nærmest uendelige, men i min optik findes der kun to slags bøger: Dem, der holder mig vågen om natten, og dem, der får mig til at falde i søvn.

Når jeg rammes af magien og føler en forbundethed med en forfatter, der har skrevet sit værk for over 100 år siden, eller flere tusinde kilometer fra min verden, eller måske henne om hjørnet blot med en anden optik på tilværelsen, bliver der ligesom lidt højere til loftet.

Og husk så Georg Brandes kloge ord: Bøger er vores bedste venner, selv om de vender os ryggen!

Det her var ikke en bog, men tak fordi du læste det alligevel 

Skål!