Grød-guruen og vællinge-kællingen
Kommentar af Jacob Ludvigsen
Man kan næppe forestille sig en civilisation uden korn. Jo, måske lavere samlere og jægere, men hverken ægypterne, romerne eller grækerne var nået så vidt uden organiseret landbrug. At disse dynastier efterhånden faldt fra hinanden, er en anden historie. Om ægypterne ved man positivt, at de bryggede øl og nød dette næringsmiddel i fulde drag.
Ur-øllet var en spand vand med korn og urter, hvilket krævede mindre forarbejdning og brændsel end brød. Mellemstationen er grød, som nok skal koge, men kan tilvirkes af hele eller valsede kerner. Og ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens uforlignelige søndagsreporter Stig Olesen er grød ved at blive moderne igen. Ved den søde grød! Aurion i Hjørring, der maler det fineste biodynamiske mel og bager det mest fantastiske honning-salt hævede brændebagte pumpernickelbrød, har i samarbejde med Irma introduceret en række blandinger, der gør det let og attraktivt at spise grød både morgen og aften.
Morgenbajeren
Men kan man drikke øl til grød? Ja, det kan man da sagtens, og måske er det ikke så tosset med en anelse alkohol på morgenkvisten. Brygmester Jan Paul på Svaneke Bryghus har lanceret en variant, som han kalder Skipper Clements Morgenbajer. En dristighed, som de velbetalte guvernanter i offentlige råd, nævn, kommissioner og udvalg sikkert finder anstødelig. Alkoholetiketter bør være neutrale som på Island for 25 år siden.
De hvidtølsorter, der forefindes i detailhandlen, er alt for søde. Ved jule- og påsketid sættes der sæsonetiketter på flaskerne, og det er tænkeligt, at en svindende gruppe af ældre med landbo-baggrund stadig får sig en hvidtøl til minde om hine tider, da hver bondegård havde sit eget bryggers og var selvforsynende med drikkelse til de hårdt arbejdende karle. Mikrobryggerierne interesserer sig ikke så meget for alkoholsvage produkter, man skal til Refsvindinge ved Nyborg for at finde den sidste ægte bitre skibsøl, der udmærker sig ved at være læskende, uden at man bliver bimlende.
De 77 dødssynder
Forbedringskommissionen vil sikkert bifalde, at de syndefulde danskere starter dagen med grød uden sukker, men det kan blive problematisk at lade den varme ret ledsage af et glas kold eller varm komælk. Dette flinke og tålmodige dyr, der i tusindvis af år har leveret floder af mælk, er på det sidste blevet lagt voldsomt for had for at udlede gas, der kan føre til isbjørnenes udryddelse. At spise kokød er på kort tid blevet en af de 77 dødssynder. Postevand fra hanen vil stadig være det billigste, men priserne sættes i vejret, så en husstand efterhånden skal betale 4.000 kr. om året for at have indlagt vand. I København er der planer om at filtrere brakvand fra Sortedammen, ligesom det kan blive nødvendigt at afsalte Øresunds blå bølger. Civilisationstabet vil glæde verdens største fødevarefirma Nestlè, der har 75 forskellige mærker indenfor vand på plasticflasker. På mere avancerede restauranter, hvor småkårsfolk uden repræsentationsbudget eller sorte penge ikke hører hjemme, serveres efter sigende små portioner eksperimentalgrød som en af de 12 retter, der styk for styk introduceres og forklares ved bordet af tjenere og kokke.
Grøde i grøden
Lige om hjørnet lurer en Grød-Guru, som vil skrive en grødbog og holde grødkurser og optræde i Godmorgen og Godaften med overraskende grød – ordet har ingen flertalsform – der inddrager urter. Man ved ikke, om økologisk havregrød med karse er cool, før man har smagt det. Ind fra højre suser så Vællinge-Kællingen, som hun selv kækt kalder sig. Hendes evangelium er at få os til at forsage den tykke grød, der har voldt fordøjelsesproblemer, med den tyndtflydende vælling, som man sagtens kan drysse lidt chili eller pulveriseret citrongræs i, hvis det skal være festligt. Diskussionen kulminerer i et grødkvalt tv-opgør mellem guruen og kællingen, for religionskrig er altid underholdende, i hvert fald til et vist punkt.
Henne i hjørnet sidder vi andre med et krus frisk fadøl og gnækker, for vi indtager vores kornsuppe på den mest sublime måde og fryder os over, at byg har så mange forskellige udtryk, at vores tunge, gane og drøbel altid kan fange flere nuancer og pur vellyst, fjernt fra bekymringsindustriens magtfulde formaninger.