15 minutters berømmelse
Kommentar af Mik Schack
Så gik der endnu en tv-sæson, uden at ret mange professionelle underholdere kom på skærmen. Ikke med deres profession i hvert fald. Mange af dem, som alligevel kom på skærmen, blev nødt til at optræde med noget, de absolut ikke kan, ellers var de nemlig slet ikke kommet på. Vederlagsfrit naturligvis.
Det skal være omkostningsfrit at producere tv i dag. Derfor er alle sendeflader fyldt ud med amatører, som ikke skal have noget for det, men som i allerhøjeste grad heller ingenting kan. De har kun latterliggørelse at byde på, og det er jo herligt at se, synes vi. Vi strømmer i hvert fald i tusindvis til Rådhuspladsen for at høre en engelsk telefonsælger hviiine sig igennem en arie, så emaljen rasler af tænderne, hellere end vi strømmer ind i den nye opera for at høre nogen, som synger rigtigt, fordi de har uddannet sig til det og har det som profession.
Hvor kommer så hele denne forfladigelse af tv-kulturen og omegn fra? England såmænd. Ligesom det også var derfra, vi fik de første spæde pip af pop- og musikkulturen. Den musikkultur, som i radio og tv i dag er på kraftig nedtur. Det var faktisk radioens stigende irrelevans og lytternes flugt til alle mulige niche-sites på nettet, med nye updates af gratis musik hvert tyvende minut, der gav mulighed for at åbne en ny scene, sådan at mange af vestens befolkninger igen har et fælles tv-program at tale om i familien og på arbejde, nemlig "Idols".
En gammeldags talentkonkurrence stylet i årtusindskiftets tidsånd af manageren og talentspejderen Simon Fuller, som også havde ført Spice Girls frem i stram snor. Programmet sendtes første gang i 2001 med titlen"Pop Idol"og fik meget stor succes. Året efter solgtes det til USA under navnet "American Idol", men med det samme formål: At finde markedsvenligt mainstream-talent blandt et hav af amatører, som gerne ville være kendt på den nemme måde.
Faktisk ret genialt fundet på, for ikke alene skabte Simon Fuller et helt utrolig populært tv-show, nok tv-historiens mest effektfulde, han fik også vendt sit job som talentspejder fra at være ren udgift, inden talenterne bliver stjerner, til at være indtægtsgivende i milliardklassen. "Idol" finder talenterne for ham, mens han skovler penge ind på dem, uden at røre en finger. Bagefter tjener talenterne endnu flere penge til ham, når de er blevet popstjerner. Fuller har nemlig kontrakt med de medvirkende, uanset hvem af dem vinder. Det er endda helt ligegyldigt for det endelige regnskab, hvem som vinder. Der er nemlig ikke mange vindere, som bliver hængende på stjernehimlen ret længe efter. Det er i selve udskillelsesprocessen, at de store kugler nu ligger.
En af dommerne i Simon Powells "Pop Idol", pladeselskabsdirektøren Simon Cowell, kalkerede i 2004 hele Pop- Idolkonceptet og kaldte det "X-Factor". Det fordoblede med et slag Powells og Cowells indkomstmuligheder. I ingen af konceptets mange udgaver verden over skriver deltagerne selv musikken. Musikken er kendt i forvejen, skrevet og udført af store navne og efterlader dermed tv-konkurrencen som en konkurrence i alt mulig andet. Udseende, performance, fortolkning osv.
Der er overhovedet ikke plads til dem, som vil forandre verden, kun til simple musikhåndværkere. Lige nu er der mange, som roder i gamle numre, laver set-lister og håber, at sangene kan få nyt liv som countrysange, soulsange, reggae eller andet, i et Idol/X-Factor show, som befolkningen så kan ringe ind og afgøre, mens de forgylder tv-stationerne og teleselskaberne med 5 kr. pr. stemme. Og du må naturligvis stemme, lige så mange gange du vil. Afgørelsen er nemlig ligegyldig.
Det er derfor, der heller ikke i denne tv-sæson, har været professionelle underholdere på skærmen.
"Musik er bedst, når den er skabt af professionelle og bliver serveret af amatører."