Når kasser er kunst og kunst koster kassen

Kommentar af Jacob Ludvigsen

Man tager 12 europaller og fem pund kartofler. Pallerne placeres omhyggeligt i udstillingslokalet og dekoreres med jordfrugterne, og så er kunsten klar. Eller man begår en genistreg ved at tage et vandrør og montere haner i begge ender. Et uudgrundeligt paradox, som giver stof til eftertanke.

Man kan også udstyre sig selv med videokamera, spraymaling og hammer, hvorefter man smadrer en jernbanevogn. I et andet totalkunstværk agerede kunstneren selvmorderske og lod sig tvangsindlægge.

De to sidste eksempler stammer fra Stockholm, hvor normalitetsbrydende studenter indleverede de to hændelser som afgangsprojekt på Kunstakademiet. Hermed opnåede de i det mindste at fremkalde en vældig debat om kunstens rolle i samfundet, og de fik markeret, at tiden er forbi for dekorationsbilleder på lærred og i guldramme. Efter deres opfattelse, altså.

Hær- og kunstværk
Et eksempel på hærværk, der foregiver at være et kunstværk, blev præsenteret i København for nogle måneder siden. Anonyme vandaler raserede det fredelige Hyskenstræde med rudeknusninger, pyromani og vandalisme, mens politiet så måbende til og ikke turde gribe ind.

Denne form for byfornyelse betragtes også – i visse kredse – som et kunstnerisk modtræk til noget så latterligt som at værne om huse fra 1700-tallet. De navnløse ideologer anser det for legitim kamp mod kapitalismen. Væk med den private ejendomsret og den latterlige opfattelse, at man kan eje en bygning og selv bestemme facadens farve.

At opstille tomme papkasser med grønlangkål eller europaller og kartofler er i den fredeligere ende af fjolleriet og beskrives med patos og respekt af anmeldere, som ikke skal risikere at blive beskyldt for at være latterlige narrehatte uden føling med fremskridtet. For at bestride en sådan post skal man kende ca. 300 specielle ord og dosere dem med omhu. Så har man mulighed for at avancere til museumsinspektør og kurator med ret til at udpege de værker, der passer bedst til den diskursive megalisme, der konstituerer nonkonforme kausalitet.

Fyrretræ med plantedele
For kunstnernes vedkommende gælder det om på en glidende elegant måde at snige sig væk fra aktionskunsten til de gallerier, hvor pengene cirkulerer. Vist kan man være så heldig, at en kurator-kammerat falder for pallerne og kartoflerne, som efterhånden vil spire og symbolisere livsprocessen, og så kommer man på kunstkammeret. Men det private marked skal have noget andet, som ikke fylder for meget på væggen. De færreste kan afsætte 16 m² bolig- eller erhvervsareal til elementer af fyrretræ med plantedele.

Mange af de højt betalte kunstnere, som i dag regnes for etablerede og kan sælge alt til ge-digne priser, startede som "vilde unge". Bjørn Nørgaard vakte stort postyr ved at slagte en hest og udstille de parterede dele i syltetøjsglas. Nu er han kammerat med dronningen og beregner sig 20.000 kr. for et foredrag på 20 minutter. Per Kirkeby forstod også kunsten at skabe skandale, nu udstiller han på Tate Gallery i London og regnes for værdisikker investering. Kort sagt: Begynd som et vilddyr – og bliv vildt dyr med årene.

Alle kan male…
Hvad er kunst? Robert Storm Petersen svarede: "Kunst er det, man ikke kan. Hvis man kunne, var det jo ingen kunst." Men der har bredt sig en opfattelse af, at alle kan male, og at alt smøreri sådan set er lige godt. Når man kan købe pensler og lærred for en slik, kan enhver gå i gang. Har man desuden en tom garage, kan man indrette et galleri og holde fernisering og udtale til den lokale presse, at "farvernes liv altid har betaget mig", eller at "mit formsprog tager udgangspunkt i livets dybeste mysterier". På den anden side kan den rene amatørisme virke mere ærlig end de udspekulerede destruktionshandlinger, som trænger sig frem på avisernes forsider.

Man bliver helt lettet, når man ser bestillingsportrætter, der ligner. Ganske vist er det lykkedes kunstnerinden Pia Schützmann at få den nu afgåede politidirektør Hanne Perle Hansen til at ligne en druknet rotte, men man kan da se, hvad billedet forestiller, og det er en fornyelse efter et halvt århundredes krav om malerier uden indhold og musik uden melodi.

Sådan set er der mere kunst i et glas velbrygget øl end i et klatmaleri. Ikke alle kan brygge øl, hvor selv en chimpanse kan tvære farver ud på et hvidt felt.