Hvide duge, tjenere i sort og strygermusik

Kommentar af Jacob Ludvigsen

Bryggeriet Apollo ved Tivoli i København stander på det sted, hvor restaurant Wivex engang var et af hovedstadens største og travleste etablissementer fra frokost og til ud på de lyse timer. 500 gæster, 100 tjenere, seks musikere på en tribune. Middagskoncerten fra Wivex transmitteres direkte af Statsradiofonien inden Pressens Radioavis kl. halv et. Man kunne høre knive og gafler ramme det kongelige porcelæn.

Den, der skriver disse linjer, har i 1954 været med sin farfar og farmor på Wivex og oplevet suset – og de halve hummere, som den femårige dreng blev forkælet med. Få år senere var Wivex væk. Tiderne forandrede sig, borgerskabet blev borte, nu havde de jo fået fjernsyn. Måske ville det have glædet den opfindsomme restauratør Wivel, at det allerførste mikrobryggeri står på hans matrikel.

Da denne avis er landsdækkende, skal vi ikke fortabe os unødigt i Københavnerminder, men det er kuriøst at iagttage, hvordan kulturen ændrer sig. I dag ville der næppe være basis for et skinnende serveringssted med 100 tjenere, 75 kokke plus opvaskere, linnedjomfruer, garderobe- og toiletpassere…man tør slet ikke tænke på, hvad der skulle omsættes for, selv om der var åbent i 18 timer.

Der var mere stil over det for 50 år siden. Selv mindre jernbanestationer havde egne restauranter, og i Lyntoget fandtes en glimrende spisevogn med forloren skildpadde og guldøl. Talrige var kroerne, provinshotellernes madsale og de borgerligt-klassiske restauranter med Wienerschnitzlen m/ citron, kapers, peberrod og benfri sild som det vildeste. Italienske og kinesiske restauranter var der enkelte af, da der åbnede en japansk vakte det voldsom opsigt. Nogle få gastronomiske perler funklede - for de få.

Brune værtshuse forvandledes til lyse caféer, og burgerbarer, pizzaboder og sharwarma-butikker dukkede op overalt. Der findes vel knap den danske by med over 3.000 indbyggere, der ikke har et thailandsk spisehus. Frikadellen forstødes til fordel for falaffel. Sådan er tiden og dens tempo, og man kan jo bare holde afstand. Nogle hænger fortsat ved pølsevognen, men også her mærkes vanernes forandring. Sushi er fiks fastfood, måske nok lidt dyrere, men også mere delikat.

Apropos den truede art, værtshuse under 40 kvadratmeter, påtænker Renhedsrådet at kræve en lovændring, så det sidste åndehul for inhalerende medborgere lukkes. Vi gør det for jeres egen skyld, smiler Forbudsfeen, som også vil indføre norske tobakspriser. Man er vidne til en klassisk kamp mellem renhedseliten og den pulsende og pinlige pøbel. Vi har en gruppering i Folketinget, der kalder sig Enhedslisten. Hvem kommer først med Renhedslisten? Modreaktionen leveres af den seneste løsgænger og hans Borgerligt Centrum, som tordner mod Big Mothers emsige trang til at beskytte småkårsfolk mod sig selv.

Regeringen appellerer til, at vi alle forbruger noget mere. Men tænk lige på, hvor mange pokaler frisktappet fadøl, der går på et elementkøkken. Hvis man sidder lidt mindre i sit eksisterende køkken og går ud og nyder et par fadøl, oplever man i reglen noget. Alt med måde, naturligvis. Hvis man retter sit forbrug mod skummende fadøl, har man da også bidraget til at holde hjulene i gang. Bare vi bruger penge er det godt, bedst er det vel, at vi køber danske varer, men sig det ikke højt, for så kommer EU rendende og råber op om konkurrenceforvridning.

Fadølsminister Løkke Rasmussen kan ikke træde frem og opfordre os til at drikke krisen væk, så får han også bøvl med ham… hvad er det nu, han hedder? – Nielsen, Jakob Axel Nielsen, sundhedsministeren. Men enhver nationaløkonom kan bekræfte, at øget forbrug af øl er til gavn for produktion og servering og tilmed en afgiftsindtægt for Staten, vores allesammens kære ven, som vi har lært at elske.

Bemærk venligst: Her på stedet distraheres man ikke af uvedkommende toner, der kan svække sanserne. De skal kun koncentrere Dem om at nyde den ædle korndrik.